Jonas "Trashy" Andersen og resten af hans holdkammerater fra H2k Gaming brød reglerne i Challenger Series tidligere på måneden, og det får nu konsekvenser for holdet, som forsøger at kæmpe sig ind i det europæiske LCS.

Helt specifikt var det kampen mod GG Call Nash den 10. juli, hvor der skete et regelbrud. LoL Esports fortæller, at H2k Gaming ikke spillede op til deres bedste. Derudover valgte nogle af spillerne at brænde flash og købe ineffektive items - Tiamat og Essence Reaver på Morgana.

H2k Gaming har overtrådt afsnit 9.1.1.2 i det officielle regelsæt:

Teams are expected to play at their best at all times within any CS game, and to avoid any behavior inconsistent with the principles of good sportsmanship, honesty, or fair play.

Reglen betyder, at alle hold i Challenger Series skal yde deres bedste, og de skal udvise god sportsånd, ærlighed og fair play - hvilket H2k Gaming ikke gjorde.

Holdet var dog hurtigt ude med en undskyldning på deres Facebook side, som allerede fandt sted dagen derpå:

H2k Gaming valgte i sidste uge at  erstatte holdets support, Baltat "AoD" Alin, med den tidligere LCS spiller, Bram "wewillfailer" de Winter. Holdet fortæller, at det var synergien i bot lane, som haltede, og et spillerskift var derfor nødsaget.

Hele denne sag ender i en bøde til H2k Gaming på 300 amerikanske dollars, hvilket svarer til knap 1.700 danske kroner.