En af årets absolut største begivenheder, i Counter-Strike, finder sted i Køln fra den 14. til den 17. august, når GamesCom huser ESL One Cologne. I dag skal to danske repræsentanter fra Copenhagen Wolves og unu.AiN forsøge at sikre sig en plads ved 16-holds turneringen.

Der er dog ikke meget hjælp at hente fra oven, da to af kvalifikationens outsidere, London Conspiracy og dAT, besejrede henholdsvis Natus Vincere og ESG! (tidl. SK Gaming) i går aftes. De har dermed snuppet to af de seks pladser, som der i forvejen var hård konkurrence om blandt favoritterne.

Copenhagen Wolves er kun én sejr fra turen til Tyskland, hvor Epsilon bliver et stort bump på vejen. Især taget i mente, at danskerne ikke har Rene "cajunb" Borg med til denne kamp.

For unu.AiNs vedkommende skal turen gå gennem lowerbracket, da de blev besejret af førnævnte landsmænd i går. Først skal der krydses klinger med ESG!, hvorefter der venter en kamp mere, såfremt svenskerne bliver kørt rundt i manegen.

Alle kampe er oprettet i matchtickeren, og det bliver de sidste to også, når de fire hold i lowerbracket er fundet. Her vil der både blive skrevet GOTV, Stream og generel info om hver enkelt kamp.