Hvad enten man vil det eller ej, så har zombier haft stor fremgang i den virtuelle verden. Dertil kommer Telltale Games’ succesrige The Walking Dead. Det nervepirrende og neglebidende spil er fuldt ud baseret på spillerens handlinger. Sæson to er derfor ligeledes præget af spillerens valg i sæson et og DLC-versionen 400 days – og det er muligvis dette, der betager så mange spillere. 

Episode fire i den seneste sæson, sæson to, er for nyligt blevet udgivet, mens den sidste episode er spået til at udkomme til efteråret af Telltales mange fans.


(Foto: Edge-Online)

Og hvad så? Ikke flere zombier? Ikke flere smertende beslutninger og dårlig samvittighed? Skal vi til at gå tidligt i seng igen, efter episode fem er afsluttet?

Fat mod, I små zombie-junkies! Til dette års San Diego Comic Con afslørede Telltale ganske lidt om deres planer om en kommende The Walking Dead sæson tre. Oplysningerne er stadig meget få, og grundet sæson 5 af The Game of Thrones – som udkommer næste forår – og Telltale Games’ nyeste udgivelse, Tales from the Borderlands, er det ikke sikkert, at verden vil se en tredje sæson The Walking Dead før sent næste år. Tidligst.

Ligeledes er det stadig usikkert, om Clementine vil spille en større rolle i den næste sæson. Men indtil videre kan spillets fans glæde sig over grønt lys til sæson tre.