De i alt fire Counter-Strike: Global Offensive mandskaber, som skal kæmpe om en finaleplads ved ESL One Cologne, er nu fundet. Blandt de fire hold er danske Team Dignitas, som i morgen skal spille mod svenske fnatic. For få minutter siden sikrede Ninjas in Pyjamas sig sidste plads til semifinalerne.

Aftenens sidste Counter-Strike: Global Offensive kamp ved ESL One Cologne stod mellem amerikanske Cloud 9 og Ninjas in Pyjamas. Det endte med at blive noget af en neglebidder kamp, eftersom alle tre maps skulle tages i brug, før en endelig vinder var fundet.

Første map gik til amerikanerne, mens Ninjas in Pyjamas nuppede andet map. Sidste var de_cobblestone, hvor det var ufattelig tæt på, at der skulle tages overtid i brug, men så lykkedes det svenskerne at hive en 16 - 14 sejr i hus i en eco-runde.

Ninjas in Pyjamas semifinale modstander vil være Team LDLC, som de skal møde i morgen klokken 12:00. Det amerikanske Cloud 9 er derimod ude af eventen efter en stabil indsats, som de helt klart kan være glade for. De var tæt på at levere den helt store overraskelse.