Tidligere er der her på Gaming.dk blevet slået de bedste spil trailere fra Gamescom op. Nu er tiden inde til, at vi bringer et tilbageblik på de største nyheder fra dette års spilkonference i Køln.

Er man til rumvæsener og action i samme sætning, er man måske også til Housemarque’s Alienation. Housemarque er tidligere kendt for deres Dead Nation, og deres nyeste spil er både inspireret af Dead Nation, men er ligeledes også et nyt koncept. Gameplayet foregår i højt tempo med mange fjender på skærmen, så spillet er til de hurtige hoveder. Alienation udkommer til PS4.

Lidt langsommere går det, når vi bliver draget ind i universet fra Quantum Break. Vores hovedperson skal rette op på et projekt om tidsrejser, der er gået grueligt galt, og med evner til at stoppe tiden giver det spilleren et rum at puste ud i. Ikke destro mindre er der stadig skruet op for tempoet i spillet, som med flot 3D-design giver Quatum Break et interessant gameplay.

Et andet af de store annonceringer, som med garanti bringer minder til mange garvede gamere, er Rise of the Tomb Raider. Det nye Tomb Raider følger meget sandsynligt historien fra det seneste Tomb Raider, men informationerne er stadig få om spillet. Det udkommer indtil videre kun til Xbox.

Og når vi nu er ved actionspil, hvorfor så ikke lige kaste os over Call of Duty: Advanced Warfare multiplayer. Spillet bygger på den klassiske Call of Duty stil – bare ført et skridt videre. I multiplayer versionen er der ligeledes blevet justeret nogle freatures, som giver spilleren mere frihed og mobilitet til at bekæmpe sine fjender.

En mere rolig sidebemærkning til actiongenren er Ubisoft’s nye Assassin’s Creed: Unity, som basalt set er de gamle Assassin’s Creed-spil om igen blot med en ny historie og – rigtigt gættet – muligheden for multiplayer. I Unity versionen bliver det muligt at slå sig sammen med tre andre venner og opleve Assassin’s Creed universet som et hold.

Et spil lidt lig Assassin’s Creed er det nye The Vanishing of Ethan Carter af udviklerne The Astronauts. Spillet køres i utrolig flot 3D grafik, og tager spilleren – en detektiv med evner til at visualisere forbrydelser – med gennem det 20. århundredes gyserhistorier i søgen efter en lille dreng. Som The Astronauts selv siger det: 

The Vanishing of Ethan Carter is a game to be played at night, alone, and in headphones.

Når man taler om flot grafik, så kan der næppe undgåes at blive lagt mærke til BioWare’s papir-og-blyant-rollespilsinspirerede Shadow Realms. Spillet består af et hold på fire, som med deres nyfundne kræfter skal kæmpe sig gennem diverse baner. Sammen kæmper man enten med eller mod det onde.

Endnu et af de virkelig flotte spil, er Moon Studios’ Ori and the Blind Forest. Spillet minder til forveksling meget om Rayman: Origins, og gameplayet er tilnærmelsesvis det samme. Spilleren spiller som Ori, som gennem spillet skal samle kræfter til at bekæmpe sin store fjende, Kuro.

Vi slutter i en lidt roligere ende af skalaen med spillet The Tomorrow Children. Spillet, som minder lidt om Minecraft, foregår i fremtiden, og bygger på et mislykket eksperiment foretaget i Rusland. Udviklerne selv siger, at der ikke vil være noget endeligt mål, men at spillet med tiden vil blive udviklet af spillerne selv.