Fra den 29. oktober til den 2. november bliver der - i Paris - spillet om titlen som den uofficielle verdensmester i FIFA. Som optakt til dette afholder Sports-Gaming.dk en længere kvalifikation for at finde den dansker, som skal sendes afsted for at repræsentere de rød-hvide farver. 

Frem mod live-turneringen den 4. oktober vil der blive afholdt syv online kvalifikationsrunder for både PS3 og PS4. Som en krølle på halen bliver finalen spillet på FIFA 15, som udkommer i slutningen af september.

Online kvalifikationerne har til formål at finde de FIFA spillere, der har evnerne til at forsvare den danske ære i Paris. Vinderne af PS3 og PS4 online kvalifikation modtager ikke alene en invitation til det afsluttende stadie af den danske kvalifikation, men også ét års forbrug af Cult Cola. Aldersgrænsen for at vinde sig en billet til Paris er på 15 år; du har stadig mulighed for at deltage, men du kan ikke vinde hovedpræmien.

Til live-turneringen den 4. oktober vil der være fundet 15 spillere, som skal konkurrere mod hinanden om hovedpræmien. Deltagerprisen for kvalifikationsturneringerne er 30 kr. + gebyr, og pladsen skal bestilles.

Finalerne, der spilles live, vil blive afholdt på Cults Hovedkontor i Århus og vil blive kommenteret af den danske verdensmester, August "Agge" Rosenmeier. Der vil blive udleveret officielle "ESWX Denmark - Powered by Cult" trøjer, som alle finalisterne skal bære i Århus.