Siden DreamHacks start i 1994, har de arrangeret kreative konkurrencer, primært fokuseret på kodning og programmering af nye spil. Nu udtaler Robert Ohlén, som er en af de høje herrer ved eventen, at DreamHack i år går tilbage til sine rødder, og derfor offentliggør, at Hackathon får en plads ved arrangementet. 

Formålet med denne turnering, som kaldes DreamHackathon, er at få programmeret et spil eller spilkoncept til enten computer, konsol, smartphone eller til tablet. Konkurrencen løber over 24 timer, fra den 26. til 27. september, hvorefter produkterne vil blive vurderet af en jury repræsenteret af folk fra spilindustrien.

DreamHackathon åbner for tilmelding på mandag, den 1. september, og vil have et maksimalt deltagerantal på 150 unge personer. Præmiepuljen vil være på 100.000 svenske kroner til de tre vindere, hvoraf 60.000 går til ham eller hende, der tager førstepladsen.