Esport Danmark sender fire landshold til det sjette verdensmesterskab i e-sport, der afvikles i Aserbajdsjans hovedstad Baku i november. 

De fire landshold skal dyste i henholdsvis Hearthstone, StarCraft 2, Street Fighter og Tekken Tag Tournament 2.

Verdensmesterskaberne har lige nu en samlet præmiepulje på omkring 5.650.000 kroner, ifølge Esport Danmark. Landsholdsrepræsentanterne for Danmark er dog ikke fundet endnu, så der er stadig mulighed for at sikre sig en plads på et af landsholdene.

Kampsportskvalifikation i Rødove

De første repræsentanter for de rød-hvide farver skal findes allerede den 14. september, hvor Esport Danmark afholder en kvalifikationsturnering i Rødovre for både Tekken Tag Tournament 2 og Street Fighter. 

Vinderen af hver turnering får æren af at repræsentere Danmark i Aserbajdsjan.

Klik på billederne og læs, hvordan du har mulighed for at kvalificere dig til verdensmesterskaberne.

Hearthstone og StarCraft 2 kvalifikation i Esbjerg

Kvalifikationsturneringerne til Hearthstone og StarCraft 2 afvikles ved Ignition LAN, som Esport Danmark har indgået et samarbejde med. I disse to kvalifikationer er det ligeledes de to spillere, der vinder, som skal repræsentere Danmark til verdensmesterskaberne.


Klik på billederne og læs, hvordan du har mulighed for at kvalificere dig til verdensmesterskaberne.


Ignition LAN finder sted i Esbjerg fra den 19.-21. september. Bemærk, at man skal være fyldt 16 år på afrejsetidspunktet til Aserbajdsjan for at kunne deltage ved verdensmesterskaberne. Til gengæld bliver rejsen og opholdet betalt.