For et øjeblik stod hele League of Legends-verden stille. I mørklagte værelser sad tusindvis af spillere og fans blandt aluminiumsdåser og måbede. Ingen kunne helt tro det – En era var slut.

Kalenderen viste efteråret 2013. SK Gamings solide fundament, Carlos ”Ocelote” Santiago, lukkede og slukkede efter tre år under den tyske organisation. Stilheden blev langsomt til en panisk uro, der bredte sig som en steppebrand på forums - ”No Ocelote, no SK” blev for en stund hele communities monotone slagsang.

Men, når en dør lukkes, så åbners der som bekendt altid en ny. Det er aldrig en let opgave at skulle samle brudstykkerne sammen og forsøge at genopbygge noget, der var så succesfuldt over så lang en periode. Det viste sig også at være gældende i SKs tilfælde, da de i november 2013 skulle forsøge at rejse sig efter tabet af deres spanske stjerne.

Til Dreamhack under Dannebrog

Som erstatning for Ocelote hentede SK Gaming den unge dansker, Jesse ”Jesiz” Le, der på daværende tidspunkt kun havde officiel holderfaring fra den danske scene, hvor han siden begyndelsen af 2013 havde slået sine folder hos Tricked eSport og Intellectual Playground – Ikke just navne der klinger af samme klokke som SK Gaming, heller ikke hos trofaste SK-fans. Det kom derfor også som et chok da det blev annonceret, at Jesiz skule fylde de store sko, der stod forladt på mid-lanen i Summoner's Rift.

En anden dansker, Dennis ”Svenskeren” Johnsen, tog også turen tilbage til Tyskland, hvor han hele 2013 gjorde figur for Copenhagen Wolves, der senere blev til Ninjas in Pyjamas, mens han i Oktober spillede under sit eget projekt, SUPA HOT CREW. Med sig tog han britiske Simon ”Fredy112” Payne, der fungerede som top-laner på fornævnte hold under deres færd mod LCS. De to fik dog en fribillet hos SK og et nyt hold tog form.

  •  Simon ”Fredy112" Payne
  •  Dennis ”Svenskeren” Johnsen
  •  Jesse ”Jesiz” Le
  •  Adrian ”Candy Panda” Wübbelmann
  •  Patrick ”Nyph” Funke

(Holdet til Dreamhack Winter 2013 i Sverige. Foto: OnGamers)

Holdets første offline turnering blev Dreamhack Winter 2013. Forud havde holdet fået en skælvende 3. plads ved IEM Season VIII – Cologne Amateur Tournament og de grå skyer og utallige formaninger sænkede sig langsomt over holdet - ”No Oce, No SK” gav genlyd.

Som nævnt skulle Dreamhack Winter være holdets oprejsning – Beviset på, at der var et liv efter Ocelote. Ikke blot overfor organisationens mange fans, men mindst ligeså meget overfor holdet selv.

Det var et nervøst hold der entrerede scenen i jönköping – Et hold der vidste, at hele verden så på og ville pege fingre ved det mindste fejltrin. Sammen havde de kun et par uger i ryggen og en mid-laner uden den store offline erfaring. Holdet var at finde i turneringens B-gruppe, sammen med blandt andre hollandske Low Land Lions, Storm Games Clan og Eternity Gaming, der i dag er Tricked eSport. 

SK tog en fejlfri 3-0 rekord med ud af gruppespillet, der var kendetegnet af et lettere vaklende early game og individuelle fejl mid-game. Undervejs var objektivitetskontrollen dog i højsædet, som i størstedelen af spillene sikrede dem sejren på trods af tvivlsomme øjeblikke. På trods af overbevisende sejre på papiret, var det tydeligt, at der skulle gøres en hel del hjemmearbejde inden LCS Spring Split begyndte.

SK Gaming vandt Dreamhack Winter 2013.

LCS eller ej

Ovenpå deres svenske succesoplevelse, vendte holdet hjem til en langt større opgave - En opgave, som i store træk betød liv eller død; Overlevelse i LCS. 

Nyph forlod holdet til fordel for Alliance inden årsskiftet, hvilket gjorde, at holdet var nødsaget til at finde sig en ny support. Valget faldt på nRated, en tidligere SK-spiller med en erfaringsrig baggage i ryggen. Følgende holdkort kæmpede for overlevelse: 

  • Simon ”Fredy112" Payne
  • Dennis ”Svenskeren” Johnsen
  • Jesse ”Jesiz” Le
  • Adrian ”Candy Panda” Wübbelmann”
  •  Christoph ”nRated” Seitz

Forud turneringen havde de udvalgt sig Supa Hot Crew som udfordrer til LCS-pladsen, som stod til at smuldre mellem fingrene på holdet. 

Fredy112 og Svenskeren stod altså ansigt til ansigt med det hold, de selv havde skabt, med det formål at kvalificere sig til LCS igennem Ranked 5v5 Challenger-listen, inden de begge fik en fribillet på SKs genopbygningshold. 

Det startede dog også, som SK havde frygtet - Et yderst velspillende SHC mandskab damptromplede holdet fuldstændigt fladt i de to første kampe af BO5-kampen. 

Noget uforklarligt skete - Da det så sortest ud, fandt SK fornyet energi og formåede at trække tre kontinuerlige sejre i hus. De sikrede sig en plads ved den fjerde sæson af LCS - En opgave, der for blot få timer siden synede umuligt, var nu en realitet. 

SK Gaming gen-kvalificerede sig til LCS. 

Et nyt år – En ny chance

I Januar begyndte den nye LCS-sæson, som holdet med sved og tårer havde solideret i det forgangne års sidste måned. 

SK blæste brusende fremad i Spring Split, hvor store hold Fnatic præsterede at tabe syv kampe i streg og Alliance fandt sig selv begravet i dyb krise og ude af stand til at leve op til deres lable som det nye, europæiske superhold. Andres fejltrin blev SKs friløber til en andenplads i første halvdel af LCS. 

11 uger lå og lurede faretruende i Summer Split - 11 afgørende uger, der byder på en plads til Worlds til de tre hold, der slutter i tabellens sjove ende. SK viste sig fortsat fra sin velspillende side og tilføjede fortsat flere sejre til holdkortet. 

Undervejs ramte holdet dog en pukkel af manglende kommunikation og overilede beslutninger, der uge efter uge trak holdet længere ned i sølet - Det lignede endnu en kamp om overlevelse, men mandskabet holdt fast i den skrantende succes med næb og klør.

I den 10. uge fik holdet sat en stopper for deres losing spree; Efter at have tabt til SHC om torsdagen, gik alvoren op for SK Gaming. Om fredagen skulle de møde ROCCAT - Et stærkt og særdeles velspillende polsk mandskab, der sæsonen igennem har været kendetegnet af sine alternative picks og uigennemskuelige strategier - Eller mangel på samme. SK Gaming vandt. Et kaotisk split solideret af Super Week, hvor holdet blandt andre sejrede over Alliance, sendte holdet til playoffs. 

Troen på reinkarnation

Succes kan være mange ting. I sidste ende er det vel altid sejr, men mange stier leder til samme mål.

En af stierne for SK Gaming, har været en meget særlig persona. I december 2013 fik SK Gaming en coach under vingerne – Incarnati0n, berømt og berygtet i det europæiske League of Legends-community. Tildels for hans uovertrufne mekaniske niveau, tildels for hans mørke fortid og den permanente udelukkelse fra alle Riot's arrangementer, som endnu hænger som en tung sky over hovedet på den unge dansker.

Incarnati0n udtalte følgende til Starladder TV:

”When I started as coach, I had zero experience and had nothing to go on. Over the past few months, I've talked to other coaches, analysts and improved through self-reflection. ”

Det skulle dog vise sig, at netop Incarnati0n blev det bagvedlæggende symbol på SK Gamings genfødsel; Et taktisk geni, der har været med til at forbedre spilkontrollen hos mandskabet, der undertiden har fået opbygget en stærk kontrol over objektiver og et langt stærkere early game end hidtil, ligesom kommunikationsproblemer er blevet udglattet.  

Især Jesiz har undergået en fantastisk udvikling og har bevist, at han sagtens kan være med, hvor det hele er en smule sjovere. Incarnati0n har siden januar fungeret som spillerens personlige mentor og det har sat sine tydelige spor den unge danskers spillestil.

2014 har været et relativt stille år hvis man kigger på SKs holdkort. Der har kun været en enkelt udskiftning i bruttotruppen, da nRated erstattede tyske Nyph, der forlod organisationen som han siden 2011 har været en del af, for at jagte førstepladsen i EU sammen med Alliance. I nRated, som endnu er support på holdet, fik holdet meget mere end en dygtig Thresh-spiller; Den 23-årige tysker har en historik med imponerende holdnavne på, heriblandt Fnatic, AAA og Millenium – Og faktisk også SK Gaming, som han spillede for tilbage i 2011. nRateds store spilviden, som blandt andet også erhvervede ham et coaching-spot hos Evil Genius over sommeren 2013, har også været en vigtig faktor for udviklingen af det nuværende SK-mandskab. 

Holdet er dermed et af de hold med færrest udskiftninger i dette split, hvilket har vist sig som værende en ubetinget styrke. Der var åbenbart et liv efter Ocelote og et succesfuldt ét af slagsen.

Gaming is believing

Således går fortællingen om et år, der snart går på held, om et hold der har kæmpet; Med tab og sejre undervejs, har SK Gaming været et eksempel på vedholdent arbejde og en stærk morale, der bragte dem fra skrantende nedrykning til en plads ved verdensmesterskaberne - Succes er en udefinerbar størrelse, men SK Gaming har givet os et udmærket bud på, hvordan den kan se ud. 

Der er ingen tvivl om, at det er et SK i topform, der inden længe drager til Asien for at spille verdensmesterskaberne i League of Legends. De sidste 10 måneder har været en rutsjebanetur for holdet, der trods modgang har kæmpet benhårdt med ét mål for øje – At være ét af verdens absolut bedste League of Legends-hold.

Det internationale mandskab flyver østpå torsdag d. 4. september. 

"No Oce, no SK" er forstummet.