Den danske kvalifikation til Electronic Sports World Cup (ESWC) 2014 foregår i år i et samarbejde mellem Gaming.dk og NPF med MM Vision og Kingston som sponsorer. Netop på grund af samarbejdet med NPF, finder kvalifikationen delvist sted online, men også offline.

Det fortæller Frederik "realition" Byskov, som er ansvarlig for afviklingen af kvalifikationen.

Vinderen af NPF skal til ESWC

Pladsen til ESWC tilfalder automatisk det hold, som vinder hovedturneringen til NPF. Den betalte rejse og hotelomkostningerne fungerer derfor som en slags ekstra førstepræmie.

Dermed er alle hold, som deltager i Counter-Strike turneringen til NPF, automatisk med i kampen om turen til ESWC i Paris.

Billetsalget til NPF lukkede for flere uger siden, men Frederik "realition" Byskov fortæller, at der derfor er mulighed for at vinde billetter til eventen i Fredericia via online kvalifikationen.

Årsagen til, at turneringen deles op er, at de sidste billetter til NPF blev solgt for over en måned siden. Derfor giver den del af kvalifikationen, som spilles over internettet, mulighed for, at et hold, som ikke har købt billetter til NPF endnu, kan vinde retten til at købe fem billetter til NPF.

Ifølge Frederik "realition" Byskov er der tale om samlet 25 billetter, som kun sættes til salg på grund af ESWC kvalifikationen.

Med andre ord: Har man ikke købt billet til NPF, men vil alligevel gerne forsøge at kvalificere sig til ESWC, så skal man først gennem nåleøjet i online kvalifikationen.

Tilmelding lige på trapperne

Frederik "realition" Byskov fortæller ligeledes, at der senere i dag vil blive åbnet for tilmeldingen til den del af kvalifikationen, som foregår online.