myXMG, under lederskab af Nicolai "HUNDEN" Petersen, har efter et skuffende NPF #15 smidt Mathias "PnX" Pedersen og Kevin "kevve" Hansen på porten, det bekræfter sidstnævnte overfor Gaming.dk.

Efter fjerdepladser ved SLTV StarSeries X, GameShow CS:GO League Finals og NPF #15 blev det for meget for myXMG, som nu står uden en fuld startfemmer.

Gaming.dk har også været i kontakt med Jesper "tenzki" Plougmann, som heller ikke har været en del af holdkortet de seneste par dage - blandt andet da myXMG kvalificerede sig til den lukkede kvalifikation til Dreamhack Winter 2014 i går. Han bekræfter ligeledes, at han ikke er en del af holdet mere - han har dog selv valgt at forlade dem.

Under Dreamhack kvalifikationen stillede myXMG op med følgende spillere:

  •  Nicolai "HUNDEN" Petersen
  •  Mathias "MSL" Lauridsen
  •  Asger "AcilioN" Larsen
  •  Danni "smF" Dyg
  •  Michael "Friis" Jørgensen

Gaming.dk har haft fingrene i HUNDEN, der blandt andet giver pres fra sponsorer skylden for udskiftningerne.

Tenzki valgte at smutte ugen efter NPF, vi vidste egentligt godt, at han ville skride, hvis vi ikke vandt NPF. Så det kom ikke som den store overraskelse, ellers skulle der ændres mere på lineuppet. Vi havde et krisemøde dagene efter NPF, og efter mødet vidste tenkzi godt, at hans fremtid ikke længere lå i myXMG.

Kevin og Pnx blev efter et par dage også fjernet fra lineuppet - to forskellige grunde; Pnx virkede ikke til, han havde lyst til at fortsætte med at være en del af MSL og mit hold længere. Derfor blev han fjernet fra holdet. Kevin har været en af mine bedste mates i mange år efterhånden, men en blanding af dårlige resultater fra hele holdet og konstante rokeringer ingame gjorde, at Kevin også blev nødt til at lade livet i myXMG. 

Jeg er utrolig trist over at fjerne to spillere fra holdet, samt at Jesper har valgt at smutte på egen hånd. Men pres fra sponsorer gjorde, at vi var nødt til at handle. Jeg sidder med en kæmpe klump i halsen, da jeg helst ikke laver udskiftninger på mine hold, men denne gang skulle der handles, ellers var holdet lukket helt ned efter få uger - det er jeg slet ikke i tvivl om.

Meget tyder altså på, at der er en stor rokade på vej på den danske scene, da Asger "AcilioN" Larsen spillede hos eXeS, mens Danni "smF" Dyg var en del af ALL INs startfemmer. HUNDEN oplyser dog ikke, om de ovennævnte spillere bliver en del af det endelige holdkort. Han fortæller dog til Gaming.dk, at der kommer flere informationer senere i dag.