Gaming.dk er en af de største nationale sider inden for esport og gaming, og det er vi stolte af. Siden drives dog af frivilliges kræfter, og derfor er der en naturlig udskiftning af hjælpende hænder efterhånden - nu er det endnu en gang blevet tid til, at vi søger nye skribenter.

Counter-Strike har i mange år været en stor spiller på Gaming.dk, og det skal det fortsætte med at være. Samtidig vil vi gerne have League of Legends op på samme niveau, så det er vores to fokus områder inden for esport. Det kan du blive en del af!

Vi mangler nemlig både skribenter til Counter-Strike og League of Legends, så vi fortsat kan udvikle og forbedre vores dækning af disse to spil. Vores ambitioner og mål er nemlig slet ikke nået endnu. Derfor søger vi følgende frivillige kræfter:

  • Counter-Strike skribenter
  • League of Legends skribenter

Du vil som skribent komme ud for lidt af hvert og har i stor grad selv indflydelse på, hvad du skriver om. Vi forventer dog, at du er klar til at bruge mindst et par timer om ugen på dit arbejde hos Gaming.dk.

Som en del af Gaming.dk vil du indgå i et journalistisk miljø og hver dag få nye erfaringer med, hvordan arbejdsprocessen på en redaktion foregår. Vi er alle i kontakt hver dag, og der arbejdes konstant på, at hvert enkelt individ udvikler sig både personligt og fagligt. Derudover er der mulighed for at blive sendt til diverse events og messer for at dække disse.

Hvis du sidder med blod på tanden for at blive en del af et konstant voksende medie og få dit arbejde ud til tusinder af læsere hver dag, så skal du sende en mail til [email protected], hvor du inkluderer lidt information om dig selv og en test nyhed - nyheden vælger du selv, og det kan sagtens være fiktion, det er blot vigtigt, at du giver prøver på dit skriftlige talent. Skriv venligst i titlen, hvorvidt du søger ind som CS:GO eller LoL skribent.

Vi ser frem til at høre fra dig!