De to første dage ved Electronic Sports World Cup 2014 går så småt på hæld, og alle fire grupper i Counter-Strike: Global Offensive turneringen er blevet afviklet. Oprindeligt var der to danske hold på listen, men kun Team Dignitas er tilbage.

I morgen, klokken 09:30, skydes slutspillet så i gang i Paris. Dette sker med et opgør mellem Team LDLC og Titan eSport. Danske Team Dignitas har trukket polske Virtus.pro, som godt kan gå hen og drille dem.

De to ukrainske hold, henholdsvis HellRaisers og Natus Vincere, har trukket svenske fnatic og amerikanske iBUYPOWER, hvor især sidstnævnte bliver spændende at følge for at se, hvor meget de kan gøre af skade mod ukrainerne.

Det andet danske hold, Copenhagen Wolves, må se sig forlade eventen allerede efter første dag, hvilket de gør side om side med blandt andre den store skuffelse, Ninjas in Pyjamas.

Vi har smidt alle kampene ind i matchtickeren, hvor de kan følges.