Kontrakter er noget, som har vundet større og større indpas i e-sport i årenes løb, men på amatørniveau er det til tider begrænset, i hvor høj grad de bliver overholdt. Det har ejeren af den danske organisation, Team Xapso, valgt at gøre noget ved. Det fortæller ejeren, Christian "VIKINGdom" Badsted over for Gaming.dk.

Han har nemlig besluttet at sagsøge fire spillere, som i slutningen af maj skrev under på kontrakter med Xapso, for 2.000 Euro hver, hvilket svarer til cirka 60.000 kroner.

Årsagen til søgsmålet er, at holdet aldrig nåede at blive offentliggjort, da de blev tilbudt at spille for myXMG i stedet - hvilket de takkede ja til. Problemet er bare, ifølge VIKINGdom, at kontrakterne bandt spillerne til Xapso organisationen i fire måneder, hvorfor han nu påstår, at spillerne har brudt kontrakterne.

Gaming.dk er kommet i besiddelse af kontrakterne med spillernes underskrifter, hvor det fremgår, at kontraktbrud resulterer i et krav på 2.000 Euro fra hver spiller. Et krav som ejeren har tænkt sig at stå fast på.

De fire spillere er:

  • Thomas "haste" Dyrensborg
  • Benjamin "tabu" Vangstrup
  • Keven "NeveK" Tofteng
  • Lasse "maeVe" Loft Elgaard

Xapso-ejeren har derfor allieret sig med en advokat, som har sendt et krav til hver af spillerne på knap 15.000 danske kroner, da de fire ovennævnte var bundet til organisationen indtil 29. september 2014. Selv siger ejeren om sagen:

Jeg vil gerne sende et signal til folk, der ikke fuldfører eller misligeholder deres kontrakter. Det må være på tide med lidt konsekvens, når man åbenlyst bare er ligeglad.
15.000 kroner for fire måneder kan virke som et stort beløb for et ungt menneske. Han nægter dog, at det skal være en form for hævn mod spillerne. 
Det er ikke en hævn, men jeg er træt af, at spillerne skider på organisationerne og deres kontrakter, så derfor har jeg valgt at få advokat på.

Hvis spillerne ikke betaler kravet fra Xapso, kan sagen ende i retten. Hvorvidt det når der til, svarer VIKINGd0m dog ikke rigtig på.

Det vil tiden vise. Min advokat har fortalt mig, at kontrakterne er gældende, så det er, hvad, jeg forholder mig til.
Gaming.dk har været i kontakt med Thomas "haste" Dyrensborg, som er talsmand for de fire spillere. Han ønsker ikke at udtale sig omkring sagen på nuværende tidspunkt, men han oplyser dog, at spillerne føler, de har deres på det rene.