Det vil være den største bedrift i deres e-sportskarrierer indtil videre for Trickeds fem League of Legends spillere, hvis de formår at kvalificere sig til den professionelle League of Legends liga, LCS.

Det siger holdets manager, Mike "MikeyR" Røntved, da Gaming.dk taler med ham ganske kort tid efter, at holdet har fået at vide, at de skal deltage i Expansion turneringen til LCS, som broadcastes i weekenden. Her får holdet chancen for at kvalificere sig til LCS ligaen. Lykkes det, er Tricked spillerne med ét blevet professionelle e-sportsudøvere.

Det vil være så enormt stort for os. Størstedelen af holdet har været sammen i op til to år, hvor vi har lavet et enormt fremskridt for vores organisation, som har taget hånd om os. Tricked har gjort utrolig meget for os, så det ville være super fedt at give noget igen.

Mike "MikeyR" Røntved har tidligere været holdets top-laner, men arbejder nu som manager i stedet. Foto: Tricked.

Derudover vil det også være fedt, hvis et lille land som Danmark kan have endnu en organisation i LCS, som er en turnering, der har stor betydning for e-sporten.

Derfor har holdet også for længst taget sine forholdsregler for at nå målet om at komme i LCS, fortæller Mike "MikeyR" Røntved.

Da vi fik informationerne om, at Expansion turneringen ville blive en realitet tog vi en beslutning om at sørge for, at vores førsteplads på EUNE-serveren forblev vores, så vi kunne sikre os en plads i Expansion turneringen der igennem. Det har gjort, at vi har kunnet fokusere 100 procent på at træne hver dag.

I Expansion turneringen skal Tricked møde n!faculty i første runde, hvorefter det enten er Gamers2 eller Reason Gaming, der bliver modstanderen. Det afhænger af holdenes indbyrdes kampe - og om Tricked overhovedet formår at vinde over n!faculty.

Forventer at vinde

Det regner holdet dog ikke med bliver et problem. Faktisk er et nederlag til n!faculty helt ude af holdets forventninger til turneringen.

For at være ærlig: Hvis holdet spiller på højeste niveau, vil jeg tro, at vi kan klare os til tredje runde, hvilket så vil betyde, at vi skal ned og spille på LAN. Vi har gode resultater mod Gamers2 i træningskampe og n!faculty har vi slået ud i både Coke Zero kvalifikationen, såvel som til Copenhagen Games i gruppespillet.

Vi er lidt rivaler til de to hold, da vi har mødt hinanden meget i forskellige turneringer. Vores mål er at nå til tredje runde og så tager vi den ellers derfra.

Til trods for holdets tro på sig selv, indrømmer manageren, at modstanderne ikke skal tages for let, da de har udvist øget stabilitet på det seneste.

Vores største udfordring vil være H2K. De har udvist et enormt højt niveau i Hitbox Challenger Faceoff, som blev spillet i weekenden. De er stabile og har meget overskud og nogle store spillere på holdet, så hvis vi kommer til tredje runde, bliver udfordringen at slå dem. 

Kampene bliver, som sikkerhedsforanstaltning mod DDOS angreb, spillet på hemmelige tidspunkter i løbet af ugen og først broadcastet senere via Riot Games' Twitch stream. Trickeds kamp mod n!faculty bliver streamet på søndag.