Der er diskuteret meget i efterdønningerne på den blog som Sune "crZy" Hansen publicerede på HLTV.org forleden, hvor han sætter navn på en række topspillere i forbindelse med snyd. Mange beskylder danskeren for at bedrive en ubegrundet heksejagt.

Nu fortæller han til Gaming.dk, at han ikke beskylder spillerne direkte for snyd, men at han offentliggjorde bloggen for at skabe opmærksomhed om problemet for alles bedste.

Belægget for at oprette bloggen fik Sune "crZy" Hansen, da han kom i besiddelse af en privat samtale mellem Andre "Kirby" Kempa, som spiller sammen med danskeren hos Playing Ducks, og den tidligere Team ALTERNATE spiller, Simon "smn" Beck, som mandag blev banlyst for snyd og senere smidt ud af sit hold.

Informationerne i samtalen var private, men Sune "crZy" Hansen besluttede alligevel at skrive en blog med afsæt i samtalen mellem Andre "Kirby" Kempa og Simon "smn" Beck.

Jeg fik et direkte copy/paste af deres samtale. Det var en privat samtale mellem de to, som ikke skulle ud - men jeg mente simpelthen, at hvis bare 5 procent af det var rigtigt, så skal folk vide det - og så skal der gøres noget imod det.

Jeg gjorde det af tre årsager: Få valve til at gøre noget mod cheats i Workshoppen og i Steamcloud, fortælle folk, hvor nemt det er at snyde sig til rigtig mange penge og for at få dem, der har været i søgelyset , eller er kommet det, til at blive nervøse og få lidt sved på panden.

Men det har vækket en del kritik fra flere sider. Både i kommentarerne til den oprindelige blog, men også her på Gaming.dk har flere læsere beskyldt Sune "crZy" Hansen for at starte en heksejagt og beskylde folk helt ubegrundet for snyd. Kritikken får ham dog ikke til at fortryde bloggen som han ser som nødvendig.

Det her havde slet ikke fået Valves opmærksomhed, hvis det ikke var blevet postet rundt omkring på internettet.

Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad med, hvad et par professionelle spillere mener om min blog, det her handler ikke om dem - det her handler om, at spillet skal være sjovt at spille. Også for dem, som ikke benytter sig af snyd.

Hele ideen har jo slet ikke været at lave en heksejagt på de spillere, hvilket jeg også har skrevet med nogle af dem (kritikerne red.) om på Twitter - det handler faktisk slet ikke om dem. Det var bare med til at puste det hele op, så der ville blive reageret meget hurtigere på tingene.

Netop fordi det er relativt let at snyde, mener Sune "crZy" Hansen, at arrangørerne af de store major turneringer bør afholde kvalifikationsturneringerne via LAN events fremover og ikke online. Ganske enkelt, fordi det er alt for let at snyde, når der spilles over internettet.

Der er flere simple ting at gøre for at øge sikkerheden mod LAN snyd. Man kan bruge Steam konti fra Valve. Det vil sige midlertidige turneringskonti, som skiftes ud efter hvert hold har siddet ved computerne. Derudover kan administratorerne checke Steamcloud og Workshop filerne, så det overvåges, hvad der bliver installeret.

Derudover påpeger Sune "crZy" Hansen ligeledes, at en tredje løsning kan være, at der ikke er mulighed for at downloade til computerne ved LAN events på nogen måde.

Efter danskerens blog blev postet på HLTV.org er en af spillerne på listen, Hovik "KQLY" Tovmassian, blevet VAC banned, hvilket har resulteret i, at han nu er suspenderet fra sit hold, Titan, og holdet er udelukket fra Dreamhack Winter.