En af årets største og mest ventede turneringer, Dreamhack Winter 2014, er endelig lige rundt om hjørnet. Danmark er fantastisk repræsenteret med tre ud af 16 mandskaber - et af disse, Team Dignitas, er blandt de seriøse udfordrere til guldet - mens Copenhagen Wolves og myXMG må tage til takke med rollen som underdog. 

Copenhagen Wolves


Wolves kvalificerer sig til Dreamhack Winter 2014 (Foto: Gaming.dk Facebook)

De københavnske ulve har spillet rigtig godt, siden holdet blev samlet blot et par uger inden ESWC 2014. Her blev det til en flot tredjeplads i Gruppe C, hvor både HellRaisers, Titan og Ninjas in Pyjamas var blandt modstanderne. Desværre var det ikke nok til avancement, men danskerne fik bestemt vist, at de ikke blot er en walkover for de helt store.

Derefter er det gået dem fantastisk, hvor kvalifikationen til Dreamhack blev sikret over 3DMAX, hvorefter Flipsid3 overlegent blev nedlagt i kampen om at komme i Gruppe B. I skrivende stund viser Copenhagen Wolves ligeledes flotte takter i 99damage Arena, hvor de har vundet to ud af to kampe.

Copenhagen Wolves skal dog virkelig ramme dagen, hvis de skal gå videre på bekostning af enten Dignitas eller iBUYPOWER, siger Casper "cadiaN" Møller fra holdet.

Vi har været stærke med det her lineup og reelt set kun tabt en enkelt kamp, som vi ikke burde. Muligvis også den vigtigste, men omstændighederne gjorde det nu engang heller ikke nemt mod ESC Gaming.

ESWC 2014 var vores jomfru-event, og vi gjorde det godt. Ingen chokede, og alle havde det rigtig godt sammen, men nu er tiden inde til, forhåbentlig, at vise vores bedste spil frem.

Jeg er glad for at have så dygtige teammates, som jeg besidder på nuværende tidspunkt. Hvordan vi vil træde et skridt op ad stigen? Vi vil ramme vores bedste niveau, håbe på at rende ind i det rigtige hold på det rigtige map, så kan alt ske i BO1.

Danskerne går hårdhændet efter en placering blandt de otte bedste, men cadiaN erkender, at det bliver meget svært, medmindre ulvene rammer deres højeste niveau.

Det vil være en kæmpe triumf at gå videre fra gruppen til DreamHack - vi ville alle være ovenud tilfredse med den præstation. Realiteten er dog, at vi er seeded 3’er i gruppen, hermed heller ikke forventet videre. Vi tager opgaven som den kommer, med løftet pande og fuldt fokus, og hvis vi spiller op til vores bedste niveau, ser jeg gode chancer for videre avancement.

myXMG

De danske drenge fra myXMG har været gennem en turbulent tid, hvor dårlige præstationer i League of Sharks og den første kvalifikation til Gaming.dk CS:GO Turnering, har været et stort samtaleemne. De er senere kommet godt igen og formåede at sikre sig en plads til Dreamhack Winter 2014 relativ tidligt, da de blev inviteret. De er dog havnet i en rigtig svær gruppe, hvor Virtus.pro og Natus Vincere bliver et par store bump på vejen.

Derudover er Flipsid3 bestemt ikke et dårligt mandskab og det kan vise sig at blive en stor mundfuld for Mathias "MSL" Lauridsen og hans tropper. Senest sejrede svenskerne over London Conspiracy i kampen om en Dreamhack Winter plads. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra myXMG.


Hvis vi skal håbe på en overraskelse fra et dansk mandskab må det være Copenhagen Wolves. Udover at være havnet i en, på papiret, lidt nemmere gruppe end myXMG, så har de også vist større stabilitet gennem den seneste tid.

Alt kan dog ske og det afhænger meget af, hvem der rammer dagen. En ting er dog sikkert - begge hold kæmper alt, hvad de kan, for at gå videre fra gruppen og ende i top otte, som sikrer dem en invitation til næste major.