Det nordamerikanske LCS-hold, og et af de største brands i professionel LoL, Team SoloMid, har stået uden en officiel fast jungler siden Maurice "Amazing" Stückenschneider  forlod holdet efter Worlds.

Nu er der dog gode nyheder til TSM-fans, da Team SoloMid i nat dansk tid  annoncerede, at de samler Lucas "Santorin" Larsen op som deres nye faste jungler. Det blev også bekræftet af Santorin selv på hans twitter.

Det danske talent er tidligere kendt fra Challenger Series, hvor han har været med til at bringe sejre til blandt andre Team Coast, men han kommer nu til at spille sammen med blandt andre den danske stjerne, Søren "Bjergsen" Bjerg, på Team SoloMid i den nordamerikanske LCS. 

Gaming.dk fangede lige den nye TSM-jungler til et par korte spørgsmål:

Hvordan føles det at kunne kalde sig TSM Santorin?

Det føles skønt at kunne kalde mig selv TSM Santorin! Siden jeg startede med at spille League har jeg altid været fan af TSM, og det er virkelig stort for mig at spille på det hold jeg var en fan af.

Hvordan har du det med at skulle spille side om side med Bjergsen og de andre fra TSM?

Det er altid dejligt at spille om side med en anden dansker. Som hold har vi det rigtigt godt.

Hvad glæder du dig mest til lige nu, og hvad tror du bliver jeres største udfordring?

Lige pt. bliver den største udfordring at blive spillet sammen på så kort tid, men vi tror på, at vi kan klare det. Jeg kan ikke vente med at spille med dem til IEM i San Jose, hvor vi forhåbentlig går hele vejen og vinder.

Har du et par ord til alle dine danske fans herhjemme?

Jeg vil gerne sige tak til alle de fans jeg har hjemme I Danmark og jeg er glad for at i støtter mig i tykt og tyndt!

Den nye faste holdopstilling for TSM:
  •  Marcus “Dyrus” Hill (Top)
  •  Lucas “Santorin” Larsen (Jungle)
  •  Søren “Bjergsen” Bjerg (Mid)
  •  Jason “WildTurtle” Tran (AD Carry)
  •  Jang-sik “Lustboy” Ham (Support)
  •  Yoonsup “Locodoco” Choi (Coach)
  •  "Dylan" (Coach)

Holdets første officielle event sammen med den nye komplette lineup bliver League of Legends turneringen ved  IEM San Jose, som løber fra den 6.-7. december.