Challenger Series har fået en tur på tegnebrættet, inden den nye sæsons start lyder. De nye ændringer vil både gælde for den europæiske og den nordamerikanske version af Challenger Series.

Ligaen vil strække sig over otte uger, hvoraf de tre uger vil være kvalifikation. Der vil være seks hold med i ligaen, som allesammen vil møde hinanden to gange. Disse ændringer sker blandt andet for at at ligne LCS-strukturen.

I den seneste tid har de to Expansion-turneringer været i gang for fuld blæs. Tredje- og fjerdepladsen får tildelt sig en plads i forårssæsonens Challenger Series, som vil udgøre to ud af de seks pladser. De resterende fire hold bliver fundet ved en tre ugers kvalifikation - som består af hold fra Challanger-ladderen - hvor ét hold fra de i alt fire grupper vil kvalificere sig til Challenger Series.

Efter forårssæsonen vil de tre bedst placerede hold få muligheden for at komme med i det prestigefyldte LCS. Fjerdepladsen vil forblive i Challenger Series i sommersæsonen, hvorimod de to dårligste hold vil komme i tæt kamp, når de skal spille en altafgørende tre ugers kvalifikation om deres plads i ligaen.

Startskuddet for kvalifikation til Challenger Series lyder den 20. januar og vil vare til og med den 4. februar. Endeligt vil Challenger Series begynde den 17. februar - hvilket er knap en uge før LCS-sæsonen starter.