Over den seneste uges tid har kvalifikationer til næste års MLG event stået på i både Europa, USA og Brasilien. I går sikrede mouseSpaz sig en af de to billetter i USA, da de slog både iBUYPOWER og Torqued på vejen. I dag skal to semifinaler spilles i den første europæiske kvalifikation. 

Den første af dem bliver mellem LDLC og ESC Gaming. De franske Dreamhack Winter-vindere havde problemer i deres kvartfinale, da Epsilon tvang dem ud på tre maps, som LDLC endte som vinder af. Det polske mandskab leverede en overraskelse, da de slog Natus Vincere over tre tætte maps.

I den anden semifinale skal danske Dignitas møde Virtus.pro. Dignitas spillede en fantastisk kvartfinale, da de slog Titan med cifrene 16-5 og 16-1. Virtus.pro havde heller ikke problemer, da de slog svenske Vination i deres kvartfinale.

Kampen mellem LDLC og ESC starter klokken 17:00, imens Dignitas møder Virtus.pro klokken 20:00. Vinderen af disse to opgør mødes i finalen klokken 23:30, som bliver en direkte duel om en plads ved MLG.