Kære dagbog.

For første gang på turen her til ESL One i Katowice sidder jeg ikke med en aftenbajer i hånden til at runde min dag af. Dem blev der egentlig også høvlet rigeligt ned af i forgårs, da vi deltog til det officielle afterparty. Endda i en sådan mængde, at hukommelsen om aftenen og nattens eskapader har svigtet en del, men så er det godt, vi er ni mand af sted, så man kan få genfortalt de sorte huller.

Fanatiske fans, massivt menneskehav og vabler

Siden sidst, jeg skrev, har vi ikke ligget på den lade side. Vi har faktisk haft nok at se til, selvom vi egentlig havde en hel fridag fra turneringen i fredags. Den blev brugt fornuftigt på, at vi sammen med Leena Xu, som er general manager i Team SoloMid, var rundt hos nogle sponsorer for at møde fans.

Den første stand, vi slog vejen forbi, var Logitech. Her var vi sammen med alle League of Legends spillerne fra Team SoloMid – blandt andre de to danskere, Søren ”Bjergsen” Bjerg og Lukas ”Santorin” Larsen. Det var virkelig noget fansene kunne lide, at begge hold var der. Vi havde ikke været der i mange minutter, før vi var omgivet af et menneskehav, der absolut ikke holdte sig tilbage med at skrige vores hype-hymne: ”TSM! TSM! TSM!”. Allerede på gåturen over til standen havde flere tilfældigt forbipasserende råbt ad os og taget billeder. Navnligt Dyrus, som jeg gik bagved, var en eftertragtet herre.

Finn ”karrigan” Andersen, Andreas ”Xyp9x” Højsleth og Santorin blev hurtigt shanghaiet af en lokal TV station til at deltage i et interview. Imens linede resten af vores spillere op foran Logitech standen, og gjorde sig klar til at lade de frådende fans nådesløst kaste sig over dem med rosende ord, skulderklap og ikke mindst efterspørgsler på autografer og billeder.

Og hold da magleby der blev skrevet mange autografer. Man mærker tydeligt den enorme popularitet som League of Legends holdet har tilkæmpet sig i årenes løb. Superstjerner som League of Legends spillerne er vant til den store opmærksomhed, hvilket man ikke helt kan sige om alle vores spillere. For eksempel måtte karrigan sande, at nallerne ikke helt var hærdede, så han fik simpelthen en vabel af at aflevere underskrifter.

Gamle kendinge kom igen

Lad mig i øvrigt lige komme med en sjov lille opdatering fra en af oplevelserne, som jeg skrev om i den første udgave af dagbogen. Da vi var i gang med autografskrivningen, kom et par velkendte ansigter forbi. Det var de to superfans, som havde stået i regnen i lang tid for at møde os forleden. De fik alles autografer, og virkede til at være rigtig glade. De har været ret gode til at dukke op hist og pist for at bakke op om os. Sidst jeg så dem, var under vores kvartfinalekampe mod Ninjas in Pyjamas, hvor de havde taget plads lige bag Peter ”dupreeh” Rasmussen, cajunb og devices kærester nede blandt tilskuerne. De donerede endda halvdelen af deres ESL One plakat til spillernes kærester, så de også havde et ”#TSM!” skilt til at heppe med.

Flere gange under vores kamp mod Ninjas in Pyjamas fik jeg i øvrigt også øjenkontakt med de to fans, da jeg stod bag spillerne på scenen. De var altid blandt de første til at udnytte deres fulde lungekapacitet til at bakke os op. Fantastisk.

karrigans forberedelse åbnede døren til Flækkeland

Inden vores kvartfinale snakkede jeg med Casper ”cadiaN” Møller, som har arbejdet som ekspert i studiet, hvor der livestreames fra. Han fik lidt insiderviden om, hvordan vi havde forberedt os, så han kunne hjælpe lidt med at give de af jer, der så med, et lidt bedre indblik i, hvordan vi arbejder som hold, når vi er af sted til så store turneringer.

Som manager kunne jeg mærke, at jeg var ved at finde mig lidt mere til rette i managerrollen, da vi spillede mod svenskerne. Jeg har lidt mere at bidrage med, og har også talt med holdet om, hvad, hvordan og hvor meget de gerne vil have, at jeg hjælper lige før og under kampene. Vores taktiske overhovede, karrigan, havde rigtig godt styr på sin forberedelse til kampen. Vi tabte dust2, fordi f0rest havde lyst til at gå amok – men i halvlegen talte vi om, at alle vores spillere faktisk var kommet i gang. Ingen var faldet igennem, så nu skulle der bare koncentration på, og så måtte vi ganske enkelt regne med, at det nok skulle gå.

Det viste sig heldigvis at være nok. Vi begyndte at spille rigtig godt, folk slappede mere af og i takt med at vi vandt flere og flere runder, begyndte jeg at miste mere og mere af min stemme med det resultat, at man ind i mellem kunne høre, hvad der let kunne forveksles med at være et døende hamster, råbe ”JAAAAAA FOR HELVEDE MAND!” i en meget hæs udgave. Det tager hårdt på stemmen, når man skiftevis står bag cajunbæst, som jeg ynder at kalde ham, dupreeh, som vender kampen med et 1on3 clutch, dernæst bag device, som i to forskellige runder spiller både vanvittig modigt, klogt og cocky ved at snige sig bag modstanderne, for så senere at se Xyp9x flå svenskerne fra hinanden med et ace. Præstationer, der kun var mulige, fordi karrigan havde arbejdet hele aftenen og det meste af natten forinden på at forberede og orkestrere det taktiske.

Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg fik meget hurtigt en følelse af, at karrigan havde totalt styr på tingene på inferno. Modstanderne var en åben bog, der var læst for lang, lang tid siden, så jeg fokuserede mest på at sørge for, at folk blev ved med at stole på karrigans ordrer. Han sad med nøglen, der åbnede døren op til Flækkeland, så vi kunne smaske svenskerne på inferno.

Desværre, desværre, desværre endte nuke med, at vi blev slået. Man vil nok aldrig kunne undgå, at enkelte spillere vil bebrejde sig selv, fordi man ofte har minimum en eller to episoder, der kunne have været game-changing. Det havde vi også her, så det var sgu en svær pille at sluge. I timerne efter nederlaget blev humøret dog stille og roligt bedre, da alle egentlig spillede godt. Ingen faldt igennem. Vi tabte, fordi de afgørende situationer bare ikke var på vores side denne gang.

Og igen, så er TSM fans altså bare de vildeste, når man få sekunder efter at have tabt en kvartfinale kan høre dem trofast råbe ”TSM! TSM! TSM!”. Det fik godt nok hårene til at rejse sig i nakken på munkefar...

Yiha! Afterparty!

Men med nederlaget var dagens strabadser langt fra slut. Det famøse afterparty, hvor der kun er adgang for spillere, managers, coaches, pressefolk og alle dem, der arbejder for ESL One og Intel Extreme Masters, fandt nemlig sted i går aftes.

Vi inviterede australierne fra Vox Eminor til at komme og varme op på vores værelser, hentede en bunke drikkevarer i den lokale spiritusforretning, satte os i en rundkreds på hotelværelset og begyndte at hygge os og fyre røverhistorier af.

Herfra bliver min hukommelse en anelse mangelfuld, men vi kom til festen, hvor resultatet efter en blanding af en fornuftig mængde vodka, rigtig mange øl, drinks til kæresterne, lidt whiskey og for mit eget vedkommende også en chili, som nær havde taget livet af mig, var, at Xyp9x og karrigan fik overbalance og faldt, så førstnævnte erhvervede sig en mindre bule i siden af hovedet, mens jeg var så dygtig at straffe mig selv med et trælår, der blot har cementeret sin tilstedeværelse yderligere i løbet af dagen i går, hvor den til stadighed insisterer på at gøre mere og mere ondt. Hvor, hvornår og hvordan trælåret fandt vej til mit stakkels ben, er stadig uvist. Xyp9x og karrigan har det i øvrigt fint, efter deres lille styrt. De kom hurtigt på fødderne igen uden at miste hverken førlighed eller deres gode humør

Klokken er 02.44 i skrivende stund. Finaledagen har været en meget stille dag på kontoret for vores vedkommende. Vi har været henne ved eventen. Jeg har fået købt nogle Counter-Strike pins til min gode ven, Niels ”rizc” Topp. Derudover har vi bare slappet af, spist og så selvfølgelig også været henne ved Spodek Arena for at se vores League of Legends hold gennemsmadre World Elite i finalen.

Jesus, hvor var det en fed oplevelse at se finalen inde i arenaen. Det hele forstærkes naturligvis af, at vi er så dejligt farvede af, hvem vi holder med. Vi sad lidt til højre for scenen – den samme side som Bjergsen, Santorin og co sad på. En flink gut fra USA vinkede os over til pladserne lige foran ham selv, hvor han oprindeligt havde holdt dem til Cloud9 holdet, men som han sagde til mig: ”It's way cooler to have you guys sitting in front of us!”. Naturligvis var han iklædt en Team SoloMid fan t-shirt, og folk omkring os skulle selvfølgelig også have autografer, billeder og hyggesnakke med os. Alt i alt den suverænt fedeste oplevelse jeg har haft i de mere end 15 år, jeg har interesseret mig for e-sport.

Opbakning fra et yndigt land

Oppe på nogle af de øverste siddepladser fik jeg igen øje på et Dannebrogsflag. På et tidspunkt var device, hans kæreste og jeg oppe at kigge mellem en af kampene, så vi kunne se udsigten over arenaen. På vej ned kunne jeg ikke dy mig, så jeg gik hen til Dannebrogsflaget og regnede med, at der formentlig sad en dansker bag det. Det viste sig, at det var tre unge gutter, som havde taget turen her til Katowice i Polen for at heppe på Team SoloMid.

De havde ikke billetter, så de kunne ikke komme ned på de bedre pladser, da de gratis pladser kun er de øverste i arenaen, så drengene var en smule ivrige efter at finde ud af, om jeg kunne tage dem med derned, når jeg nu havde en Team SoloMid trøje og adgangskort og armbånd til alle backstageområderne. De ville nemlig meget, meget gerne ned foran scenen og vifte med deres store flag, så Santorin og Bjergsen kunne se opbakningen fra Danmark, når de havde vundet finalen og skulle løfte pokalen. Så mangler man vist kun at høre "Der er et yndigt land" og så ville den være lige i skabet.

Jeg foreslog dem dog i stedet, at jeg bare tog flaget med ned til min plads for at vise det frem. Efterfølgende ville jeg så tage det med i backstageområdet og få autografer fra alle Team SoloMid folk, som er med hernede. Lige fra Dyrus og device til ejerne af TSM.

Det aftalte vi, at jeg skulle fikse. Missionen lykkedes, alle underskrifterne er sat. Jeg har faktisk været nede i lobbyen og aflevere flaget til drengene, som kom forbi vores hotel ved 9 tiden, så de kunne få Dannebrog med tilbage til Danmark. Det er formentlig det mest eksklusive Dannebrogsflag til dato set med e-sportsbriller. Desværre sov alle vores spillere stadig, selvom jeg var kommet til at love, at de kunne få lov til at hilse på, men de skal også have lov til at hvile sig for en gang skyld.

Enighed: "Wow that was easy"

Da finalen var overstået og al konfettien havde lagt sig - der var så meget, at man på et tidspunkt ikke kunne se spillerne på scenen, fordi de blev omgivet af det hvirvlende glimmer - mødtes vi med League of Legends holdet i backstageområdet. De var rigtig glade, men da jeg snakkede med Lustboy og Dyrus og holdet træner, Locodoco, var de også overraskede over, hvor nem finalen egentlig havde været. Men sådan er det, når "The Great Danes", som Bjergsen og Santorin bliver kaldt, folder sig ud.

Vi rejser hjem i dag omkring klokken 15 cirka. Det bliver rart at komme hjem og få sovet ud, men jeg må sgu indrømme, at jeg er gået hen og blevet bidt af det her med at være til så store events, uden at skulle arbejde med at lave TV dag og nat. Det er fandeme sjovt. At vi så, synes vi selv, har en genial sans for humor på holdet – som for eksempel i videoen her, hvor der kommer en slet skjult reference til Fnatics horrible #WeAreFnatic video fra dupreeh – gør det bestemt ikke mindre interessant at være med til.

Der kommer ikke flere dagbøger fra min hånd i denne omgang. Jeg håber, det har været interessant at læse lidt med på, hvad der sker på vores hold, når streamen er slukket og spillerne ikke sidder på scenen og kæmper alt, de har lært.

Vi ses måske igen til Copenhagen Games.