Den elektroniske sport er på voldsom fremmarch. Det er uundgåeligt at lægge mærke til, hvis du bare interesserer sig en lille smule for emnet. I løbet af de sidste år er både antallet af turneringer og antallet af seere - her både tilskuere ved events og så via streams - vokset voldsomt. Ingen ved helt præcist, hvor mange, der ser e-sport på daglig basis, men NBC News har bragt  et interview med Rahul Sood, der spår, at e-sporten vil være på størrelse med NFL i 2017.

Hvis navnet Rahul Sood ikke siger dig noget, så kan vi fortælle, at han blandt andet er manden bag det gamle hardware firma VoodooPC, og i 2012 startede han  Microsoft Ventures, Microsofts hjælpende hånd til nye virksomheder. Rahul Sood er en yderst skarp herre, der nok ikke skyder meget forbi med hans forudsigelser.

Ifølge Sood er e-sporten ligenu på størrelse med NHL (Natioal Hockey League), og populariteten er hastigt voksende. Se interviewet herunder for flere spændende udtalelser.

Nu skal det dog påpeges, at Rahul Sood er CEO for Unikrn, en stor global betting-platform for netop e-sporten. Han er derved ikke helt upartisk, og har selvfølgelig en interesse i at sprede e-sportens budskab mest muligt. Men ikke desto mindre er hans udtalelser ganske interessante. Især hans pointe med, at på nuværende tidspunkt er betting på e-sport ikke tilladt i USA, hvorfor Unikrn faktisk er baseret her i Europa. Hvis dette bliver lovligt i USA, burde vi kunne se en stor stigning i betting, og sikkert også i interessen for e-sporten. 

Hvad tror du selv? Bliver e-sport nogensinde lige så stor som NFL - hvor Superbowl er en af de mest sete tv-events på verdensplan? Og kan e-sporten mon overhale hele den etablerede sportsverden engang i fremtiden? Giv dit besyv med i kommentarerne.