Verdens ældste og største eSports organisation og turneringsarrangør, ESL, har netop annonceret, at de i fremtiden vil stramme nettet om atleterne, der deltager ved deres arrangementer verden over. Fremadrettet skal atleterne testes for brug af præstationsfremmende stoffer, hvortil de har allieret sig med NADA (National Anti Doping Agentur) og WADA (World Anti Doping Agency). 

I første omgang bliver det nye tiltag introduceret til sommerens kommende major i Køln, nemlig ESL One Cologne, som bliver afholdt næste måned. Her vil deltagerne løbende blive testet og samtidigt modtage rådgivning omkring konsekvenserne ved brugen af præstationsfremmende stoffer, fysisk såvel som psykisk. 

Fælden er langt om længe klappet, efter Cloud9s CS:GO-spiller Semphis tidligere på måneden indrømmede, at han og holdkammeraterne under ESL One Katowice spillede efter at have indtaget Adderall, som normalt benyttes af ADHD-patienter og hvis brug derudover er særdeles ulovligt. 

Hvad mener du om indførelsen af dopingkontrol ved offline-events? Er det noget turneringsarrangører skal blande sig i og hvorvidt tror du, at indtagelsen af præstationsfremmende midler er et problem blandt eSports atleter?