Dagen er langt om længe kommet, og Gaming.dk er at finde på pressepladserne i Messe C i Fredericia, hvor NetParty Fyn #16 endeligt er blevet sparket stærkt i gang af gaming-glade børn, unge og voksne. 

Den store sal er fyldt til randen med Teemo-hatte, TSM-trøjer og andet gaming merchandise, da NPF i dag klokken 16:00 slog dørene op til det populære LAN-event, der i år tæller det største deltagerantal nogensinde, nemlig cirka 4.500 glade gamere - og det kan både høres og ses her ved den 16. udgave af eventet. 

De første læskedrikke er skyllet ned, og komikeren Thomas Warberg har entreret den store scene, hvorfra han leverer aftenens underholdning. Klokken 22:00 begynder de første turneringskampe i blandt andet League of Legends, Hearthstone og Counter Strike: Global Offensive, som fortsætter ud på de sene nattetimer. 

Har du ikke selv mulighed for at være tilstede i Fredericia eller vil du bare gerne holde dig opdateret fra din plads i salen, kan du følge tidsplanen og selvfølgeligt holde et skarpt øje med Gaming.dk for løbende opdateringer på de forskellige turneringer. 

Vi glæder os til at rende ind i jer i Messe C til endnu et fantastisk NPF-event!