Den 26. september sidste år åbnede parret Kasper Fischer Topp og Nanna Fischer Topp dørene for deres første Fireside Gathering i Aalborg - nu gentager de successen den 27. Februar i år. Slaget skal stå på Platform 4 i Aalborg fra klokken 10 om formiddagen.

Kasper og Nanna er begge ejere af deres fælles projekt Dane Games. Her bruger de tiden på at arrangere turneringer, samt planlægge og lave nye spil. Denne gang har de så valgt at tage udgangspunkt i Hearthstone i form af en Fireside Gathering. 

En Fireside Gathering er en turneringsform i Hearthstone, som er støttet af Blizzard. Ved at deltage i en Fireside Gathering, har man muligheden for at vinde point til Blizzard's World Championship - derudover er der oftest også andre præmier på højkant. 

Jeg fik æren af at snakke lidt med projektlederne af denne Fireside Gathering:


Hvad er jeres forventninger til denne Fireside Gathering? 
Vi kunne godt tænke os at skabe mere fokus på E-Sport med Aalborg som hovedsæde, da vi elsker byen. I øjeblikket har det lykkedes os at holde én event for flere personer, som var så stor en succes, at vi manglede større lokaler. Vi forventer, at dette event er med til at få skabt noget seriøsitet omkring E-Sport, specielt i Aalborg.
Hvordan kommer dagen til at foregå?
Dagen starter ud med at sige personligt hej til de gæster der har valgt at komme til eventet. Dørene åbner kl. 10, og vi forventer at starte turneringen kl. 12. Afhængigt af hvor lang tid turneringen tager, lukker dørene igen kl. 23. I løbet af dagen har vi inviteret lyddesigneren Antoni til at sprede lidt god stemning med sin musik. Entré for gæster er egentlig gratis, men vi håber de vil tilmelde sig vores Gamer Lottery til kun 20kr, hvor de tilmeldte kan vinde præmier i løbet af dagen. Dem der tilmelder sig turneringen som deltager, er automatisk med i Gamer Lottery og er på samme tid med i kampen om (indtil videre) en præmiepulje på 800kr. Puljen stiger jo flere der tilmelder sig, både som deltager i turneringen og som gæst. Vi sætter en Gamer Lounge op, hvor folk kan tage deres laptop med, og kan sidde og hygge med diverse spil. I Gamer Loungen vil der blive streamet turneringskampe på en storskærm. Vi vil efter bedste evne dække eventet med et live stream på Twitch (twitch.tv/danegamesofcl). Vi vil i løbet af dagen også have nogle timer åbent i baren, hvor man kan købe forfriskninger.
Hvordan gik sidste event?
Eventet d. 26. september 2015 forløb over al forventning. Vi havde ikke reklameret særlig meget med det, da vi reelt set kun havde plads til 15 personer. Vi endte med at have 24 personer tilmeldt turneringen, samt nogle gæster, der kom og nød stemningen. Vi solgte hotdogs og sodavand i løbet af dagen, hvilket folk var rigtig glade for. Præmien var en hjemmelavet skattekiste med nogle koder til card packs samt lidt slik. Denne præmie blev deltagerne enormt begejstret for. Vi havde forventet at være færdige ved 23-tiden, men det trak ud til omkring 00:30 da vi havde tekniske problemer under finalen. Vores stream kørte rigtig godt, og vi blev meget skuffede da vi så det ikke var gemt… Men sådan er teknik jo nogen gange. Vi fik taget nogle gode billeder i løbet af dagen, så vi stadig kan mindes en vellykket event.

Prisen for dette event ligger på 90 kroner for turneringsdeltagere - dette giver også en billet i Gamer Lottery. Prisen som gæst er 20 kroner, hvis man ønsker at deltage i det Gamer Lottery der sker i løbet af dagen - for folk der ikke ønsker at deltage i Gamer Lottery eller turneringen, er det gratis at komme ind. 

Så har du lyst til at deltage i dette fede event eller vil du bare gerne have lidt flere informationer? Så storm ind her og tilmeld dig her.