Lars Seier Christensen og Bjarne Riis vil investere i den danske esportsorganisation Tricked eSport. Det annoncerede de på et pressemøde på Campus Vejle, der har ansat flere af Trickeds spillere som coaches, tidligere i dag. På pressemødet fortalte Lars Seier, at han har investeret et 7-cifret beløb i esportsorganisationen, men vil dog ikke oplyse præcist, hvor meget han har investeret. 

Og Lars Seier ser rigtig store muligheder i den danske esport:

"Det er ikke noget, der er på radaren hos de store etablerede medier, men det er jeg overbevist om, at det vil blive inden for meget kort tid. Det er et marked, der allerede omfatter fem milliarder kroner på verdensplan. Det er et omsætningsniveau, der næsten kun kan blive højere, vil jeg sige."

På sidelinjen står så Bjarne Riis, bedst kendt for sin cykling, der har tilbudt at gå ind og hjælpe til med coaching og teamwork for på den måde at hjælpe de danske esportsatleter godt på vej. 

Og hos Tricked glæder man sig så utrolig meget over det nye samarbejde. Det fortæller Morten Høj Jensen, der er partner og medstifter hos Tricked:

"Vi er sindssygt glade for det her samarbejde, fordi der er rigtig mange paralleller mellem de andre professionelle sportsudøvere under Lars og Bjarnes vinger, som vores e-sportsudøvere kan få stor gavn af."

Tricked esport er den største danske esportsorganisation og tæller 20 professionelle esportsatleter fordelt på Call of Duty, League of Legends, Counter-Strike og FIFA.