Med 3.300.000 kr. i præmiesum og en række tophold, så er der lagt op til hård kamp om majoriteten af summen ved EPICENTER i Moskva. Det er dog ikke kun pga. præmiesummen at turneringen er spændende, men mange af holdene har haft enormt svingende præstationer. Ninjas in Pyjamas vandt den sidste turnering de deltog i med Mikail "Maikelele" Bill som standin, og han står også ind i denne turnering. SK Gaming har ikke ramt deres tidligere niveau fra ESL One Cologne 2016, og Virtus.pro er som altid et mysterium.
Fnatic har en identitetskrise og Simon "twist" Eliasson har overtaget rollen som ingameleader fra Dennis "dennis" Edman, og holdet har haft nogle enorme sving i niveau i deres sidste mange kampe. Feltet er langt mere åbent end navne antager, og vi ser her på Dignitas’ muligheder for at vinde selve turneringen. Turneringen spilles i gruppestadiet med et Round-Robin format, hvor alle hold møder hinanden to gange, og kun et team bliver elimineret fra gruppen. I playoffs spilles der Bo3, hvor andet og tredje seed fra grupperne mødes, og kæmper om en semifinale plads mod vinderne af grupperne.

Gruppe A Gruppe B
Dignitas
Natus Vincere
G2 Esports
Ninjas in Pyjamas      
Virtus.pro
SK Gaming
Fnatic
HellRaisers

   

Dignitas er havnet i den hårdeste gruppe, som består af G2 Esports, Ninjas in Pyjamas og Natus Vincere. Natus Vincere har været det hold, som er blevet ramt hårdest af reglerne omkring coaches, men har et af de stærkeste lineups i form af firepower. På papiret vil man ikke give Dignitas gode odds, men starter vi med at se på mappoolen, så står Dignitas rigtig stærkt. Na’Vi banner altid Cache, og har kun spillet Nuke officielt et par gange. Nuke er derimod et map som Dignitas har taget til sig, og vi så til League of Sharks ved NPF, at de er bund solide på mappet. Det samme gør sig gældende for Cobblestone, som Na’Vi derimod helt har mistet grebet på, og selvom Dignitas ofte tager kontrol mod A, hvor de efterlader Ruben "RUBINO" Villarroel ved drop, så er det imponerende få hold, som faktisk formår at straffe dette. Så længe at Dignitas fjerner Train, så står de solidt, da både Mirage, Overpass og Dust2 er gode maps for holdet, og selvom Mirage er et stærkt Na’Vi map, så bliver det tætte kampe på de tilbageværende maps. Så længe at hverken Oleksandr "s1mple" Kostyliev eller Ladislav "GuardiaN" Kovács rammer deres top niveau, så er der chancer, men synger s1mple’s deagle på samme måde som mod SK, så er det op ad bakke.

Mod Ninjas in Pyjamas så må vi næsten forvente at se et rematch på Nuke, da holdene sidst mødtes på mappet havde Adam "friberg" Friberg en performance på 31 kills og 132 ADR, hvilket han nok ikke kommer til at gentage. Svenskerne har øvet mere med Maikelele, men Dignitas står stærkere med en bred og gennemøvet mappool. Rammer Patrik "f0rest" Lindberg det højeste gear, så bliver det en udfordring for det danske hold, hvor det bliver op til de unge stortalenter, Kristian "k0nfig" Wienecke og Emil "Magiskb0Y" Reif, om de kan skyde legenden ud af banen. Det er sjældent, at man nævner Richard "Xizt" Landström, men Xizt har igennem de sidste 3 måneder fundet et overordentligt højt niveau, som hans rating på 1.11 også vidner om. Enten undgår Dignitas Cache og Nuke og sigter efter maps som Mirage, Cobblestone eller Overpass, og ellers så går de direkte efter at sætte NiP på plads, hvilket de har talentet og dybden i mappoolen til. Det er også tvivlsomt, hvorvidt svenskerne kan gentage deres succes fra Kiev.

G2 Esports er det sidste hold i gruppen, og tidligere ville G2 være storfavoritter, men det er vigtigt at pointere, at holdene altid spiller tæt, hvor de over deres sidste fire kampe er endt 16:14, 16:13, 16:13 og 16:12 med G2 som sejrherre i tre af de tætte kampe. Det franske hold lever og dør med Richard "shox" Papillon og Adil "ScreaM" Benrlitom, og det var tydeligt ved ESL One New York, hvor holdet crashede ud sammen med Astralis efter at have tabt til OpTic på Cache og Liquid på Train. Har de to en god dag så er holdet enormt farligt, men har de ikke det, så har de ikke meget andet at byde ind med. Dignitas har måske mindre rå talent på deres hold, men synergien er bedre, og spillerne rammer et mere konsekvent og stabilt niveau. Det hjælper heller ikke, at den primære AWPer i form af Edouard "SmithZz" Dubourdeaux har haft et par rigtige dårlige måneder med minimalt impact for hans hold.

Det ville være overraskende, hvis ikke Dignitas går ud af gruppen med et andet eller tredje seed, og derfra er målet at møde Virtus.pro, som holdet over de sidste seks maps står 2:4 med, eller Fnatic som er utroligt svingende i niveau. Hertil kommer at Fnatic stadig ikke har en dyb og stærk mappool, hvilket Dignitas kan og vil straffe, hvis de skulle mødes.

k0nfig og Magiskb0y er de to spillere, som kommer til at afgøre, hvor langt Dignitas kan gå. Det er ikke fordi, at René "cajunb" Borg, Mathias "MSL" Lauridsen eller RUBINO ikke har potentiale til at vende og vinde kampe selv, men i forhold til holdets struktur og opbygning, så er det op til de unge spillere at åbne runderne. EPICENTER kan vindes af Dignitas, hvis niveauet forsættes, og selvom modstanderne består af skræmmende navne, så har Dignitas arbejdet sig op til samme niveau, og skal bestemt ikke undervurderes. Med en af de stærkeste mappools af topholdene, en reproducerbar tilgang til mapsene, og ildkraft nok til at kunne udfordre samtlige hold, så er EPICENTER en test om holdet høre til helt i toppen. Om det er tilfældet, får vi at se, og turneringen åbner op med et fænomonalt matchup mellem Virtus.pro og SK Gaming kl. 12. Virtus.pro er et af de få hold, som gentagende gange har voldt brasilianerne problemer på lan. Turneringen bliver streamet på Twitch: 

Hvor tror du Dignitas ender ud af de otte hold?