Anden sæson af ELEAGUE nærmer sig sin afslutning, men før det sejrende hold kan tage checken på 2.800.000 kr., kan vi se frem til en omgang fantastisk CS. Danmark er godt repræsenteret med både Astralis, Dignitas og FaZe duoen. Men alle tre hold har en hård vej til semifinalerne, som starter d. 30 november kl. 20. De otte hold, der er fordelt på følgende måde, giver de danske drenge en hård vej til finalen. Liqupedia


Dignitas og SK Gaming starter ballet ud. Sidst de mødtes var ved ESL Pro League Season 4, hvor de begge klarede under forventning. SK har stadig ikke genfundet deres tidligere form, og en af årsagerne til det er, at Fernando "fer" Alvarenga ikke helt er tilbage ved fuld styrke. Hertil kommer, at holdets map pool ikke er ligeså stærk som tidligere. Men når det er sagt, så er der stort set ingen modstandere, som kan komme i gennem deres forsvar på Train. Sidst SK tabte på Train ved et LAN var tilbage ved ESL Pro League Season 3, hvor de stadig spillede under Luminosity.
Heldigvis for Dignitas fans så er Train et af de to maps, som de stort set altid banner. Cache, som er det andet, er ikke et map, som SK normalt spiller. De har spillet det to gange, siden at de blev til SK.

Det betyder, at går Dignitas ind med en fordel, hvor Dignitas må ses som det stærkeste hold på Nuke, Overpass, Cobblestone, mens Mirage, Cache og Dust2 er mere lige.
SK Gaming må regnes som favoritten efter holdenes sidste turneringer, hvor deres fremvisning ved IEM Oakland var med lidt slinger i valsen, men Dignitas var et stykke fra topform ved DreamHack Winter.

Når det er sagt, så har holdene en helt anden mentalitet til en turnering som ELEAGUE end til DreamHack. En ting er sikkert; det bliver en enormt spændende kamp, som vil afgøre om Dignitas hører til i top 4, og om SK stadig kan gøre krav på titlen som verdens bedste hold. Vi håber på, at komboen af Emil "Magiskb0Y" Reif og Kristian "k0nfig" Wienecke er for meget for brasilianerne. 

     Foto: ELEAGUE

Astralis og Ninjas in Pyjamas er et legendarisk matchup, som desværre ofte ender med knuste danske håb. Svenskerne har længe været kryptonitten for den gamle Dignitas-kerne og har gentagende gange stoppet de danske drenge i store turneringer. Om historien bliver gentaget, eller om Lukas "gla1ve" Rossander kan føre holdet til sejr imod ærkefjenderne, får vi at se d. 30. NiP kan aldrig regnes for ude, og magien er der stadig, som de viste mod SK Gaming ved IEM Oakland på det sidste og afgørende map.
Astralis spillede godt ved IEM Oakland og har i deres sidste 10 onlinekampe set meget solide ud. Cobblestone er stadig et map, som Astralis undgår som pesten, og de mangler stadig lidt tid for at have styr på hele map poolen. Deres fokus har været på Overpass, Dust2, Train og Mirage, hvor der også er blevet leget lidt med Nuke og Cache.

NiP spiller derimod ikke Mirage, og folk har efterhånden gennemskuet deres Cache, som ikke længere er så frygtindgydende som før. Og ser vi på holdenes styrker og svagheder på maps, så står Astralis med en lille fordel. Desværre for Astralis ser det ud til, at Patrik " f0rest" Lindberg er inde i en god periode, men det er Nicolai "dev1ce" Reedtz også. 

Mousesports og OpTic må ses som de svageste hold her. mousesports havde et katastrofalt IEM Oakland, hvor de ikke blot tabte alle deres fem kampe, men også gik -34 i rundeforskel. Det er dog passende, at de mødes, da de begge har indhentet en spanioler. mousesports vandt deres gruppe ved ELEAUGE ved at vinde to Bo1s, hvor Chris "chrisJ" de Jong var i storform. Det er et stykke tid siden, og med det niveau, som mousesports har vist siden, må de prise sig lykkelige for at have fået den mindst farlige modstander i form af OpTic. 

OpTic har været på vej op et stykke tid og gik velfortjent videre ved ELEAGUE, hvor de slog Fnatic og derefter et kollapsende EnVyUs 2:1. De formåede også at slå G2 Esports 2:1 ved Northern Arena. 
Heldigvis er begge hold glade for de samme maps, og det ville være overraskende, hvis ikke vi så Cobblestone og Dust2. Umiddelbart ville de fleste nok give mousesports fordelen, men synergien og det gennemsnitlige niveau er mere stabilt for OpTic. Og dukker chrisJ ikke op, så får mousesports det svært.

Foto: ELEAGUE

FaZe og Virtus.pro lukker den sidste kvartfinale af, og Virtus.pro har haft en række solide placeringer ved de store turneringer, og de er også de forsvarende mestre ved ELEAGUE. Sidst vi så Virtus.pro på LAN var ved ELEAGUE gruppespillet, og siden da har holdet kun spillet online. Om det betyder, at holdet er udhvilet finder vi ud af mod FaZe. Virtus.pro er dog notoriske for altid at spille skidt online og så dukke op i storform på LAN, men når det er sagt, så har deres form online været temmelig ringe. Det polske hold har dog en trumf i form af Janusz "Snax" Pogorzelski og er Snax i live, så er der altid en chance for holdet.

FaZe ser bedre og bedre ud for hver gang, at vi ser dem til en turnering, og de leverede en rigtig flot præstation ved IEM Oakland, hvor de ligeså vel kunne være endt i finalen. Train og Mirage er stadig stærke maps for holdet, men de har også fået tilføjet Nuke og Overpass. Aleksi "allu" Jalli er klippestabil, og Fabien "kioShiMa" Fiey har fundet et niveau, som vi skal langt tilbage for at se fra ham. Samtidig sidder både rain og Philip "aizy" Aistrup og kan vinde en kamp selv. Finn "karrigan" Andersen har fået et dødbringende og villigt hold mellem hænderne, og det er til at se på holdets resultater. Hvem end der vinder af FaZe og Virtus.pro kommer til at stå i finalen.

ELEAGUE bliver streamet på Twitch, hvor SK Gaming og Dignitas starter ud d. 30 november kl. 20, og Astralis mod Ninjas in Pyjamas skudt afsted kl. 22:30 samme dag.