Det første som du kommer til at møde når du leder efter en ny processor, er producenterne. I dag er der hovedsageligt 2 producenter som producerer processorer. Den ene er Intel, og den anden er AMD. Men hvad er forskellen mellem de to, og hvilken processor bør du vælge?

Intel processorer

Intel blev grundlagt tilbage I 1968, og har siden da haft utallige processor generationer. De producerer processorer til både private og erhverv, de bedste processorer til prisen til gaming er deres Intel Core i-serie, som på nuværende tidspunkt er ved 12. generation. Der er altså forskel på en i5 processor fra 6. generation og en i5 processor fra 12. generation, man kan derfor ikke vide sig sikker i sit køb, bare fordi man køber en i7 processor.

Intel Core i-processorer

Intel Core i-processorerne så dagens lys for første gang i slut 2008, og siden da er der sket enormt meget på udviklingen. Den bedste måde nemt og hurtigt at tjekke hvilken der er bedst, er at kigge efter tallet lige efter i’et. Intel kører nemlig med 4 modeller; i3, i5, i7 og i9. Den med det største tal er bedst.
Men, man skal dog også være opmærksom på tallet efterfølgende. Vi er nu ved 12. generation, det er tallene som kommer i umiddelbar forlængelse af iX-, altså for eksempel en i5-12400. Det indikerer generationsnummeret, og des højere des nyere. En i5-12400 kan altså være hurtigere og bedre end en tidligere generations i7-processor, selvom i7’eren er en tak større. Det kan den blandt andet fordi nyere processorer ofte har en nyere arkitektur, mere optimeret, flere kerner og tråde og sidst men ikke mindst; Højere clockfrekvens. Hvis nogle af disse termer forvirrer dig, så frygt ej. Vi kommer ind på disse termer når vi er færdige med at gennemgå Intel og AMD som producenter.

Yderligere skal man være opmærksom på ”afslutningen” af modellen;
i5-12400 – Har ingen bogstaver i slutningen.
i5-12400F – Har et F i slutningen af modelnavnet, det indikerer at der IKKE er en indbygget grafikchip i processoren. Grafikchip i processoren er underordnet hvis du køber en gaming pc med dedikeret grafikkort.
i5-12600K – Har et K i slutningen af modelnavnet, det indikerer at processoren kan overclockes.
i7-12700KF – Har både et K og et F i slutningen af modelnavnet, det indikerer at processoren kan overclockes og at der IKKE er en grafikchip i processoren.

En i5-12400F og en i5-12400 er dog præcis samme processor, med den eneste forskel at den ene har en indbygget grafikchip, og den anden ikke har.

AMD processorer

AMD blev grundlagt i 1969, og ligesom Intel har de produceret utallige processor generationer gennem tiden. De producerer også processorer til både private og erhverv, og til netop private er det på nuværende tidspunkt deres AMD Ryzen processorer som er interessante og giver mest værdi for pengene til blandt andet gaming. AMD Ryzen er på nuværende tidspunkt ved 5. generation.

AMD Ryzen processorer

AMD har i mange år været bagefter Intel, på netop det private marked. Men med deres AMD Ryzen processor serie ændrede det sig. Den nye serie med deres anerkendte Zen-arkitekturen udkom i starten af 2017, og var en gamechanger for både AMD og Intel, da AMD på deres AMD Ryzen 5 processorer kom med hele 6 kerner og 12 tråde, mens den tilsvarende processor fra Intel, en Intel Core i5-7400, blot havde 4 kerner og 4 tråde. Derudover kunne de nye processorer fra AMD alle overclockes, sålænge du havde et bundkort som understøttede overclocking. Intel fik altså ret hurtigt kamp til stregen. I dag er AMD netop udkommet med deres AMD Ryzen 7 5800x3D, som igen er banebrydende med 3D V-Cache og er kåret til verdens hurtigste processor til gaming.
Når du kigger efter en ny processor ved AMD, så skal du for det første kigge efter hvad der kommer efter ”Ryzen” da det indikerer størrelsen på processoren, ligesom ved Intel. AMD kører med 4 modeller; Ryzen 3, Ryzen 5, Ryzen 7 og Ryzen 9. Hvortil den med det største tal generelt er bedst.
Dernæst skal man kigge på det første tal efter modellen, da det indikerer generationen, for eksempel er en AMD Ryzen 7 5800x nyere og bedre end en AMD Ryzen 7 3700x.
For at gøre ondt værre, så er der også forskel på processorer som slutter på et x eller ikke, dem med x’et er bedst. For eksempel er der AMD Ryzen 5 5600 og AMD Ryzen 5 5600x, hvortil den der hedder 5600x så er bedst.

Termer

Arkitektur – Stort emne men meget groft, så er det selve måden processoren er opbygget på.
Kerner – En kerne i en processor er groft sagt én processor. Hver kerne kan behandle en opgave a gangen.
Tråde – Visse processorer har flere tråde end kerner, groft sagt er det at processorkernen har nogle virtuelle ”kerner” således at den kan behandle mere end én opgave a gangen. En processor med 8 kerner og 16 tråde vil altså kunne behandle op til 16 opgaver på én gang.
Kerner og tråde – Visse programmer kan udnytte flere kerner og tråde på én gang, således at behandlingen af det pågældende program sker mere effektivt og hurtigere.
Clock frekvens - Clockfrekvensen er et udsagn for hvor mange ”clock cycles” en processor kan håndteres, og det måles i Hertz (Hz). En processor med 5GHz kan altså håndtere 5.000.000.000 clock cycles. Man kan dog ikke sammenligne clock frekvensen 1 til 1, da nyere processorer bliver mere og mere effektive. Men groft sagt, des højere clock frekvens, des hurtigere er processoren til at bearbejde en opgave.
Turbo frekvens - Turbo frekvensen, eller Boost frekvens, kært barn har mange navne, er en indikation for den maksimale ydelse processoren selv kan clocke op til efter visse parametre. Den første parameter er behovet. Derefter om strømbehovet kan tilfredsstilles og hvor varm processoren er. Hvis der ikke er noget til hindring, så vil processoren automatisk ramme sin maksimale turbofrekvens. Du skal altså ikke gøre noget.
Overclocking - Overclocking betyder groft sagt, at man går ind og tilføjer mere strøm for at opnå en højere ydelse på for eksempel processoren. Den højere strøm kan dog også medføre at produktet ikke holder så længe som man ønsker, eller ved uheldige instanser at man brænder noget af på enten bundkortet eller processoren. Derudover medfører overclocking, næsten altid, et højere strømforbrug.
Cache - Cache i processoren er en form for hukommelse indbygget i processoren, den sammenkobler computerens hukommelse (Ram) og processoren. Cachen kan læses markant hurtigere end traditionel hukommelse. Både cache og ram fungerer på samme måde, og er en form for midlertidig lagerplads til data som hurtigt skal tilgås.
3D V-Cache - 3D V-Cache er en ny teknologi som gør at man kan stable cache ovenpå hinanden, ved at stable det, kan man have mere cache i én processor uden at skulle lave en større processorchip, således at processoren hurtigere kan tilgå mere data. Den vej kan man opnå bedre ydelse.

Hvilken processor skal jeg vælge?

Når alt ovenstående er på plads, så skal du vurdere dit behov. Hvis du indimellem arbejder med noget grafisk rendering, eller du indimellem vil streame, så skal du kigge efter nogle lidt andre parametre end en der udelukkende skal spille på sin nye computer. Vi vil prøve at guide dig til den bedst mulige løsning, så du kan tage en velinformeret beslutning.

Jeg spiller udelukkende

Hvis dit behov udelukkende er til ren gaming, så kan du roligt vælge en af de følgende processorer:

VALUE Processor
Intel Core i3-12100F - Denne processor giver dig afsindigt meget værdi for pengene. Du får 4 kerner og 8 tråde, og en turbo frekvens på op til 4.3GHz.
Årsag: - Vi anbefaler denne processor til gaming, da den er ret prisvenlig og nemt kan trække alle spil på markedet. I vores test med et Nvidia GeForce RTX 3080 12GB kunne denne processor levere følgende ydelse: (OBS: Der bruges et stort grafikkort, så processoren i højere grad er flaskehalsen og presses maksimalt.
Fortnite: - Ca. 200 FPS (Benchmark map.)
CS:GO: - Ca. 540 FPS (Benchmark map, Ulletical.)
CoD – Vanguard: - Ca. 180 FPS (Singleplayer – Første del.)

BEST BUY processor
Intel Core i5-12400F - Med denne processor får du 6 kerner og 12 tråde og en turbofrekvens på op til 4.4GHz.
Årsag: - Vi anbefaler denne processor til gaming, da du her får en mere fremtidssikret processor. Den yder desuden marginalt bedre end i3-processoren, og du får altså flere kerner og tråde. Hvis du en dag, måske, vil i gang med at streame eller andet, så vil denne processor også være fornuftig til det. Vi testede processoren med et Nvidia GeForce RTX 3080 12GB, og den leverede følgende ydelse: (OBS: Der bruges et stort grafikkort, så processoren i højere grad er flaskehalsen og presses maksimalt.
Fortnite: - Ca. 220 FPS (Benchmark map.)
CS:GO: - Ca. 615 FPS (Benchmark map, Ulletical.)
CoD – Vanguard: - Ca. 200 FPS (Singleplayer – Første del.)

Jeg spiller og streamer samtidig.

Hvis dit behov er både gaming og at streame mens du spiller, så anbefaler vi følgende processorer:

VALUE processor
Intel Core i5-12400F - Med denne processor får du 6 kerner og 12 tråde, som er fornuftigt til streaming. Derudover har denne processor en god ydelse ved ren gaming. (Læs ovenfor.)
Årsag: - Vi anbefaler denne processor til streaming, da du som nævnt får 6 kerner og 12 tråde. Det er en fornuftig processor til streameren som lige er gået i gang, eller streameren som kan gå lidt på kompromis med streamen og /eller spillet.

BEST BUY processor
Intel Core i5-12600KF - Med denne processor får du hele 10 kerner og 16 tråde, generelt anbefaler vi 8 kerner og 16 tråde til streaming da det kan være meget processor-intensivt.
Årsag: - Vi anbefaler denne processor til streaming, hvis du vil have en god oplevelse uden at gå på kompromis med streamen eller spillet. Processoren har desuden en boost frekvens på hele 4.9GHz og vil trække alle dine spil, og streamen til UG. For at sikre du får den bedste oplevelse med både streaming og gaming, anbefaler vi også 32GB ram.

Jeg laver en blanding af tungt renderings / beregningsarbejde på min pc og gamer.

Hvis dit behov grænser mellem gaming og tungt arbejde, så anbefaler vi at du kontakter en system integrator for vejledning, da dit behov kan variere. En sådan system integrator kan være OGaming som er beliggende i Vejle, som udover at producere computere til gaming, også kan producere arbejdscomputere. Generelt skal du ved proessoren kigge efter antal kerner og tråde. Des flere kerner og tråde betyder oftest at arbejdet du udfører kan udføres hurtigere. Derudover er der enkelte programmer hvor en processor med færre kerner og tråde, men markant højere turbofrekvens, har en fordel over processorer med flere kerner og tråde. Som tommelfingerregel med en arbejdscomputer / gaming pc bør du dog kigge efter enten en Intel Core i9-processor eller en AMD Ryzen 9-processor. Da du ved disse får et højt antal kerner og tråde.

Hvornår bør man købe en større end Intel Core i5-, eller AMD Ryzen 5-processor?

Det kan være en meget svær vurdering om hvornår man bør købe en større processor end en Intel Core i5-processor eller en AMD Ryzen 5 processor. Da du med disse processorer får et fornuftig antal kerner og tråde og en god spilleoplevelse. Det er altså begrænsende hvor meget ekstra ydelse du får, ved at hoppe op i de større processorer. Man kan argumentere for, at en AMD Ryzen 7 er ideel hvis du for eksempel skal streame eller lignende, da du først her får 8 kerner og 16 tråde. Men til langt de færrestes behov behøver man reelt at vælge en Intel Core i7, i9 eller en AMD Ryzen 9 processor. Med en Intel Core i7, i9 eller en AMD Ryzen 9 processor får du godt nok den absolut bedste ydelse, men den ekstra ydelse man får er dyrt købt, og unødvendig.

Intel Core i5-12400F vs Intel Core i9-12900KF
Hvis vi kigger på en i5-12400F og sætter den op imod en i9-12900KF med et Nvidia GeForce RTX 3080 12GB, så kan du forvente følgende ydelsesforskel.
Fortnite: 220FPS vs 262 FPS (19% hurtigere.)
Counter-Strike: 615FPS vs 799FPS (30% hurtigere.)
Call of Duty – Vanguard: 201FPS vs 230FPS (14,4% hurtigere.)

Med ovenstående tal er det selvfølgelig klart at i9-processoren er bedre, men i skrivende stund står en Intel Core i5-12400F til 1.481,- kroner, mens en Intel Core i9-12900KF står til 4.990,- kroner. Så op til 30% mere ydelse, for en processor som koster 3,37 gange mere end i5-processoren.

AMD Ryzen 5 5600x vs AMD Ryzen 9 5900x
Hvis vi laver tilsvarende sammenligning med AMD processorer, og sætter en AMD Ryzen 5 op mod en AMD Ryzen 9 og tester med et Nvidia GeForce RTX 3080 12GB, så kan du forvente følgende ydelsesforskel.
Fortnite: 253FPS vs 254 FPS (0,4% hurtigere.)
Counter-Strike: 680FPS vs 767FPS (12,8% hurtigere.)
Call of Duty – Vanguard: 212FPS vs 230FPS (8,5% hurtigere.)

Vi havde forventet at AMD Ryzen 9 5900x ville være hurtigere end en AMD Ryzen 5 5600x, men med en merpris på 1,85 gange, så får du op til 12,8% mere ydelse i ren gaming. Hvis man kigger på alsidigheden af en AMD Ryzen 9 5900x, kan den selvfølgelig godt være det bedste køb uagtet af ovenstående, da den har 12 kerner og 24 tråde, og derfor er ideel til mere cpu intensive programmer. Men til ren gaming kan man lige så godt købe en AMD Ryzen 5 5600x, eller en AMD Ryzen 5 5600.

Køleløsning

Når man kigger efter en ny processor, så skal man også være opmærksom på den køleløsning man vælger. Intel og AMD giver selv kølere med til deres mindre processorer, men vi anbefaler generelt at man opgraderer køleren til en der er en anelse bedre.
Når du skal finde den rigtige størrelse køler til din nye processor, så skal du holde øje med noget som kaldes MTP (Maximum Turbo Power) som indikerer hvor meget varme der genereres af processoren ved maksimal turbofrekvens. En anden term som du vil støde på, er TDP (Thermal Design Power) som indikerer hvor meget varmen chippen burde generere. Men i nyere tid hvor processoren langt kan overstige sin base clockfrekvens vha. En turbofrekvens, vil TDP ikke længere være retvisende.
TDP kan være erstattet af en ny term PBP (Processor base power) og indikerer varmeudledningen på processoren ved base clockfrekvens.
En i5-12400F har for eksempel en PBP på 65W, mens dens MTP er på 117W.
En i9-12900KF har for eksempel en PBP på 125W, mens dens MTP er på hele 241W.
Det er derfor MEGET vigtigt at man undersøger varmeudledningen, og finder en stor nok køleløsning til den processor man har kig på. Ved højere end 200W MTP anbefaler vi en stor luftkøler, for eksempel en Be Quiet! Dark Rock Pro 4 eller et vandkølingssystem med 280mm eller større radiator.
Til mindre processorer anbefaler vi fortsat en aftermarket køleløsning, som for eksempel en Be Quiet! Pure Rock 2. Større køleløsninger gør dog ikke skade, men sikrer blot at processoren er så kølig som muligt, og at computeren ikke larmer unødvendigt. Så når du kigger efter en ny køler, så kan du ikke vælge køleløsning som er for stor.

En for lille køleløsning derimod vil betyde at processoren ikke yder optimalt, fordi den bliver for varm. Hvis den bliver for varm vil man opleve at den ikke opnår sin højeste turbofrekvens, og at computeren generelt vil larme mere.

Konklusion

Afslutningsvis så får man naturligvis mere ydelse ved at købe de større processorer, fra hhv. Intel eller AMD. Men spørgsmålet er hvorvidt man reelt har behovet for den ekstra ydelse kontra den merpris det medfører. For langt de fleste vil en Intel Core i5-processor eller en AMD Ryzen 5-processor længe dække behovet.

Hvis man laver processor intensive opgaver på sin computer, som for eksempel beregninger, rendering eller lignende, så giver det rigtig god mening at købe de større processorer. Men til dette anbefaler vi at man kontakter en system integrator, således at man får det rigtige setup til ens forbrug.

Forfatter
Stefan J. Bargisen