Da kampen mellem dignitas og Ninjas in Pyjamas endte 0 - 2, var den anden semifinale mellem Virtus.pro og LDLC stadig i gang. Nu er kampen slut, og det endte med en sejr til polakkerne på 2 - 1.

De møder dermed Ninjas in Pyjamas i finalen - en kamp der bliver en gentagelse af finalen ved EMS One Katowice. Her blev det til et par forholdsvis sikre maps til polakkerne, som vandt guldet med en 2 - 0 sejr. Der er dog lagt i ovnen til en spændende kamp mellem de to store hold, hvor de individuelle præstationer kommer til at være afgørende for kampen.

På redaktionen tror vi på en sejr til svenskerne, og hvis vi kaster blikket mod Danskespil, så er de enige. Blot 1,50 lyder oddset på, hvis man tror på ninjaerne, mens EMS mestrene giver hele 2,25 igen. Kampen kan ligeledes spilles med handicap, men dette kan findes på hjemmesiden eller i standen her i Øksnehallen.

Klokken 19:00 går det løs, og der er ikke mere at sige end god kamp til alle derude.