Team Dignitas fortsætter ufortrødent med at tærske sine stakkels modstandere til plukfisk som var de hjælpeløse markmus på en sommermoden kornmark i Vestjylland. I aften blev både Virtus.Pro og Natus Vincere nedlagt i turneringerne FACE IT og ESEA Invite.

Siden Copenhagen Games 2014 sluttede, har Dignitas haft et tætpakket program med mange kampe mod de bedste hold i verden. Derfor er det også imponerende, at danskerne fortsat kun har tabt en enkelt kamp, siden de røg ud til Ninjas in Pyjamas til Copenhagen Games.

Først fik Virtus.Pro kærligheden at føle i FACE IT turneringen. Derefter blev det Natus Vinceres tur, men denne kamp blev tættere. Danskerne havde en komfortabel føring, men endte alligevel i overtid. Heldigvis for Dignitas lykkedes det til sidst at lukke kampen.

Det er fantastisk som det går lige pt. Vi spiller rigtig godt for tiden. Der er forholdsvis god stemning, og der rammes massere af skalle! Vi slår gang på gang de store hold, og det giver god selvtillid til de kommende kampe, og ikke mindst de kommende events!

Vores aften i aften viste dog også en af vores svagheder - at vi er virkelig dårlige til at spille clutch situationer, og ikke mindst at lukke kampene oven på en stor føring. Det skal der rettes op på, selvom vi altid formår at vinde vores overtimes!

- Peter "dupreeh" Rothmann, spiller for Team Dignitas.

Dignitas skulle have spillet endnu en kamp mod Natus Vincere i aftes, men den anden kamp er udsat på ubestemt tid. I morgen går det igen løs for danskerne i ESEA Invite, når de møder fnatic og Wizards.