Bethesda sparkede i den grad gang i løjerne i L.A. med et par formidable præsentationer af DOOM og Fallout 4. Men de havde mere i posen end de to klassiske franchises. Dishonored 2 blev officielt afsløret - efter gårsdagens upser på Twitch - med en trailer, der både er meget flot og sat rigtigt godt sammen. 

Der er endnu ingen udgivelsesdato, men udvikleren Arcane Studios kunne bekræfte, at der er to spilbare karakterer. Corvo Attana - hovedpersonen fra det første spil - og så Emily Kaldwin, som spillede en central rolle i etteren. Og det er netop Emily og hendes fantastiske kræfter, vi ser i aktion i traileren herunder. Det skulle stadigvæk være muligt at gennemføre hele spillet uden at dræbe én eneste karakter, ganske som det var i Dishonored 1.