Copenhagen Flames er en ny dansk esportsorganisation, som manden bag eOddset, Steffen Thomsen, står bag. Du har sikkert set Steffen, hvis du ser eOddset TV. Steffen har længe gået med tanken om, at skabe hans egen organisation. Udover at have lanceret Copenhagen Flames, har han også tilknyttet Danmarks bedste Overwatch hold. Vi har taget en snak med Steffen omkring hans idé og vision med organisationen, og hvorfor han startede ud med Overwatch.

Hvorfor har du startet din egen organisation?
Det begynder egentlig tilbage ved Copenhagen Games i 2015, hvor danske TSM møder Virtus Pro i CS:GO finalen. Som sportsinteresseret bliver jeg meget overrasket over at over halvdelen af salen holder med VP. Jeg forstår det simpelthen ikke, hvor er fankulturen i denne sport?
Langsomt men sikkert formes en ide i mit hoved. Som tiden går, bliver min indsigt og netværk større, og jeg kommer tættere på at sætte det hele i gang. Danmark har ikke et hold som alle følger. Vi har spillere.

esportshaven

    (Bjergsen har flere følgere på Twitter, end sit hold TSM, og tredje flest i DK) Foto: esportsheaven


Om det er TSM, Astralis eller hvad de nu hedder, så er det primært de danske spillere vi følger og hepper på. Der er ikke en dansk organisation som vi alle kan samles om. Den følelse vil jeg forsøge at skabe. Den passion man ser i fodboldfans og lignende. Lysten til at bakke et hold og en vision op.

Forestil dig et hold, hvor om det er Rocket League, League of Legends eller Overwatch, så følger du sgu lige med i hvordan det går. Du vil gerne se dem live uanset, hvem og hvad der spilles.


Som jeg ser det tænker man alt for smalt i E-Sport regi i dag. Hvorfor henvender man sig ikke også til den almindelige sportsinteressede? E-Sport er jo pisse fedt og seer-venligt, og kan sagtens være for flere.

(ELEAGUE har taget CS:GO til amerikanske tv-seere, og har trukket på stjerner som Shaquille O'Neal,
der også er medejer et esportshold, til at reklamere for turneringen)

                                                                      

Med den tanke, som konstant hjemsøger mine tanker, så var jeg nødt til at skabe en organisation i det billede. En klub som folk kan identificere sig med. Et hold som du mødes med gutterne og se spille. Overwatch kom på banen, og jeg begyndte at se en retning for lanceringen af Copenhagen Flames. Organisationen skal funderes på at løfte danske esport. Vi skal give til communitiet, og være noget for dem.


Kan du fortælle om, hvorfor du valgte Overwatch fremfor en mere etableret E-Sportstitel, som f.eks. CS:GO?
Jeg tror Overwatch bliver stort, rigtig stort. League struggler og CS:GO er for dyrt. Et top 5 hold i DK forventer en god løn, og generelt er CS:GO herhjemme virkelig i hård konkurrence. Med Overwatch havde jeg en mulighed for at starte fra bunden, vælge mit hold med omhu, og bruge tid på at lære dem at kende, samt være sikker på at jeg valgte dem, som jeg mente havde mest potentiale.
Dernæst overbeviste spillerne, fra det nu tidligere ’Low Noon’, mig om at de var en samlet harmonisk gruppe, med en lyst og en sult på at opnå noget. De er særdeles fornuftige og ambitiøse, og har allerede nu lagt en masse arbejde i ikke bare det spillemæssige, men i streaming og content produktion. Og så ved jeg de VIL spille for Copenhagen Flames.

Hvordan fandt du det tidligere ’Low Noon’ hold?
Jeg kiggede primært rankings igennem, og snakkede med folk i mit netværk med insigt. Ift. rankings er det jo stadig meget nyt, så man kan heller ikke ligge for meget i dem endnu, bortset fra top 20 som regelmæssigt spiller turnering.
Så fandt jeg frem til Low Noon, og tog en snak med Daniel "Fnif" Andreasen om holdet og deres præstationer. Alt pegede i retning af, at de var det bedste hold i DK, samt at der her var et hold spillere, som man kunne regne med, og som kunne forstå og bakke op om min vision.
Jeg har gjort det klart fra start, at de er en stor del af Copenhagen Flames, og de skal være en del af beslutningsprocesser. Det var de helt med på. Jeg vil ikke have ansatte, jeg vil have engagerede spillere. Jeg tog et personligt møde med flere af spillerne, hvor jeg fortalte mere om strategi og vision, og vi blev så enige om en aftale efterfølgende.


Hvor ser du Overwatch bevæge sig hen?
Jeg ser det finde en plads på niveau med CS og LoL. Det vil tage tid, men forudsætningerne er der. Blizzards track rekord med StarCraft, Heroes of the Storm og Heartstone, samt det store antal folk der spiller Overwatch. Det niveau af skill det kræver, samt de mange etablerede organisationer, der allerede nu står med solide hold. I DK ser vi flere og flere Lans, der tager det med på programmet, på grund af efterspørgsel, som f.eks både NLP og Power-lan.Der er plads til en ny dreng i klassen, som har de kræfter Blizzard har. Når både vesten og østen er godt repræsenteret, så har jeg svært ved at se anden udvej end en esport succes.
Udfordringer kan stadig være kampenes afvikling og seervenligheden for ikke-Overwatch spillere. Der skal arbejdes på den del. Men husk vi er kun lige begyndt på første sæson.


Det var faktisk mit næste spørgsmål, at spillet kan være ret kaotisk at se på som tilskuer, tror du det er en barriere for spillet?

Jeg er sikker på at Blizzard vil kunne identificere de barriere der er. Nu hørte jeg mit eget hold kommunikere i går i deres Atlantic Showdown kamp ( VOD), og det var decideret kaotisk. Det er vildt, at de kan finde rundt i alt det der siges. Uden et minimap er det jo en hel anden måde der kommunikeres på. Den samme udfordring er der for castere og seere. Det er svært at få overblik, og kræver ekstrem meget af casterne. Man er nødt til at forbedre seer oplevelsen, for rigtigt at kunne bide skeer med de store esports, og det er jeg sikker på sker. Der skal arbejdes på den del, men husk vi er kun lige begyndt på første sæson. Blizzard er gode til dialogen med fans og spillere. Jeg synes, man forsøger at være imødekommende og proaktive, og det er positivt for udviklingen.


Hvor kan man se jer i aktion?
Man kan finde vores stream her, hvor vi regelmæssigt streamer både fra quick play og competitive, men også scrims og rigtige turneringskampe. Hvor vi bl.a. streamede vores kampe i kvalifikationsturneringen til den 100.000$ turnering, som ESL afholder ved gamescom.
Vi deltager også ved både NLP og Power-Lan, og dem går vi efter at vinde. Det skal vi!
Ellers er planen at lægge en masse video indhold ud, som kan gøre folk klogere på Overwatch.


Afsluttende kommentar
Jeg håber folk vil bakke op om holdet, og følge os i de kommende turneringer. Vi deltager i de næste to kvalifikationer til Atlantic Showdown 100.000 dollar turneringen. Hvor vi spiller d. 18 og 25 juli, som vi vil streame på Twitch.

Som nævnt, står Copenhagen Flames i øjeblikket med et Overwatch hold, og dette mandskab består af:

  • Daniel “Fnif” Andreasen
  • Kasper “kyya” Feher
  • Alex “Jovel5” Stahr
  • Nikolaj “Nidres” Sørensen
  • Kasper “Fimfi” Lillegaard
  • Milena “Shiina” Igel


Du kan følge Copenhagen Flames på,
Twitter: @CPHFlames
Facebook: Copenhagen Flames
YouTube: Copenhagen Flames
Twitch: Copenhagenflames

Det kan anbefales, at kigge på deres YouTube kanal, hvor der ugenligt vil blive lagt videoer op, som omhandler enten analyse af kampe, setups eller plays. Der er en video oppe, hvor Jovel5 kigger på kampen mellem Misfits og Prets, som er et kig værd, hvis du har en interesse i Overwatch.