De sidste par måneder har der kørt en større diskussion i mellem Riot Games og LCS holdene. Kort fortalt har konflikten handlet om de mange økonomiske problemer der i at drive et LCS-hold. Riots regler har gjort det svært for holdejerne at tjene penge bl.a. på grund af begrænsede sponsormuligheder. Diskussionen endte ud i, at Riot Games gav sig og indførte en række ændringer, der skulle gøre det mere profitabelt for holdene og spillerne. Og så skulle man ellers tro, at sagen sluttede der.

Men det er langt fra tilfældet. Slingshotesports er kommet i besiddelse af et brev, som efter sigende er afsendt af 18 LCS-hold fra NA og EU. Brevet er adresseret til nogle af de ledende personligheder inden for Riot Games, bl.a. co-grundlægger Marc "Tryndamere" Merrill og chefen for LoL's esportsafdeling, Whalen Roselle. I brevet står der, at holdene ikke er tilfredse med den aftale, som de er endt ud i, da de stadig mener, deres økonomi er for usikker. Riot Games har foreslået en plan, der i 2017 sikrer hvert hold 100.000$, oven i de 100.000$ de allerede får i løn kompensation. Men LCS-holdene mener, det er nødt til samlet at være 700.000$ pr. hold. Ud over det kræver de, at man allerede nu begynder at tale om penge fra sponsorer og medierettigheder. Noget, brevet påstår, at Riot først vil diskutere fra 2018 af. 

I brevet står der også, at LCS-holdene ikke er tilfredse med den nuværende opbygning af LCS-ligaen, der konstant lader holdene være i fare for at rykke ned i Challenger Series, hvor indtjeningen er lavere. I brevet står der, at der har været forhandlinger om en franchise-baseret liga, hvor der laves faste aftaler med holdene, så de ikke kan ryge ud, som de gør i LCS. Men de forhandlinger er eftersigende brudt sammen.

Der er endnu ikke nogen af de involverede parter, der har udtalt sig omkring brevet. Brevet ser desuden ud til kun at være et udkast, da der endnu ikke er nogen af holdene, der har skrevet under. Du kan se brevet i sin fulde længde her: